FORENINGSKULTUR: JOHN JOHN SKIFTER BANE by Dan Pedersen

John Salby er et kendt ansigt blandt børn og unge på Nørrebro. Den tidligere misbruger har fundet en ny familie i fodboldklubben Nørrebro United, hvor han er 100% frivillig handyman og hjælpetræner. Foto: Klaus Sletting Jensen. 

John Salby er et kendt ansigt blandt børn og unge på Nørrebro. Den tidligere misbruger har fundet en ny familie i fodboldklubben Nørrebro United, hvor han er 100% frivillig handyman og hjælpetræner. Foto: Klaus Sletting Jensen. 

John Salby har boet på Amager de første 47 år af sit liv. En dag får han en hård dom af sin læge, der stiller ham et ultimatum. SKIFT RETNING ELLER DØ.

Det er lørdag aften den 14. december 2011. Klokken nærmer sig midnat for John Salby, der har drukket øl det meste af dagen. Han sidder alene i sin sofa, foran ham står et fyldt askebæger og tomme ølflasker. Efter 47 år på Amager har John Salby valgt at flytte. Alting i den 84 kvm store lejlighed i Kastrup er pakket ned i flyttekasser, og det er kun de store møbler, som står tilbage. Om et øjeblik slår klokken tolv, og når det sker skal han stoppe med sin alkohol og medicin og starte et helt nyt liv. Han henvender sig til gud og beder om hjælp: “I morgen flytter jeg på Nørrebro. Så vil jeg gerne starte et nyt liv uden rusmidler, men det kræver at du tager mig i hånden”, lyder bønnen.  Øjeblikket efter hælder han den sidste ølsjat i køkkenvasken.

Den følgende morgen sidder John Salby i en flyttebil fra 3x34 på vej til sit nye hjem i Julius Bloms gade nr. 30 på Nørrebro. Forud for beslutningen om at starte forfra gemmer sig en barsk historie om en mand, der kom på kant med livet. En hård opvækst på Amager, storebroderens selvmord i 1998 og den efterfølgende skilsmisse fra konen Gitte og parrets tre børn i 1999 blev for meget. John Salby gik bogstavelig talt i hundene, blev alkoholiker, lavede småkriminalitet, eksperimenterede med stoffer og kom derfor ind i psykiatrien i 2003, hvor han fik diagnosen permanent skizofreni.

Vendepunktet for John Salby blev mødet med foreningskulturen, men før det kom dertil måtte han handle på en dom og skifte retning i sit liv.   

Du skal dø John
Det er torsdag formiddag i august måned 2011. To måneder før aftenen i den tomme lejlighed. John har en konsultation på Psykiatrisk Center Amager. Allerede da han træder ind på overlæge Runa Munkners kontor fornemmer han, at noget er anderledes. Normalt handler samtalen om medicin. Skal han have Troxal eller Alprazolam? Men den dag er skrivebordet ryddet. Der er ingen journaler, kaffekopper eller papirer på bordet. John sætter sig ned og spørger, hvad de skal snakke om?

”Vi skal tale om dig, John”, siger overlægen.

John Salby konfronteres med det forliste forhold til sine tre børn, med barnebarnet han ikke ser og en krop, der ikke kan holde til mere alkohol, medicin og svær overvægt. Han er på det tidspunkt 47 år gammel og beskeden er, at han med garanti ikke kommer til at opleve sin 50 års fødselsdag med mindre han foretager nogle radikale ændringer i sit liv. John Salby synes dommen er uhyggelig. Han bliver både sur og bange for de ord, som kommer ud af Runa Munkners mund. Kan en overlæge overhovedet tillade sig at sige den slags?

Under samtalen kommer han selv frem til, at en ny start vil kræve, at han flytter væk fra bænken på Amager og det miljø han har været en del af siden barndommen. Runa Munkner rykker frem i stolen - “så flyt dog” siger hun, i det hun rejser sig fra skrivebordet og går ud af kontoret.

Turen over Langebro
Samtalen med Runa Munkner får John Salby til at handle. En sygeplejerske hjælper ham med at skrive et opslag, hvor han søger at bytte sin lejlighed i Kastrup til en mindre i København. Den efterfølgende søndag cykler han fra Sundby til indre København på en damecykel, som han har lånt af en sygeplejerske, der har aftenvagt i Informationen på Psykiatrisk Center Amager.

John Salby og hans enorme korpus på 141 kg kæmper sig på tværs af København. Fra Sundby, over Langebro og indtil Rådhuspladsen, hvor han gør sit første stop. I et plastikchartek har han 20  ønsker/haves sedler, som er printet på Psykiatrisk Center Amagers brevpapir. De første sedler hænger han op ved busstoppestederne på Rådhuspladsen, inden han cykler videre til Hovedbanegården, strøget og Nørrebro.

En måned senere bliver John Salby kontaktet af en pige, som bor på Julius Bloms gade på Nørrebro. Hun har set opslaget og leder efter en lejlighed på Amager, hvor hendes kæreste bor. De to bliver enige om at bytte.

Det første år på Nørrebro holder John Salby sig til Stefans Kirken, der bliver et fast holdepunkt, hvor han kommer hver uger og får en god kontakt til den lokale præst, Pernille Østrem. I hverdagene besøger han “Det Gule Hus”, som er et værested for folk med psykiske sårbarheder på indre Nørrebro. Her er han glad for de ”normale”, som han kalder personalet, men han føler, at brugerne holder ham fast i alt det, han har vendt ryggen.

John træder ind på banen
John Salby er på udkig nye relationer, da han en forårsdag i 2013 ser ud af vinduet fra sin lejlighed, hvor han får øje på et kvindehold, som spiller fodbold i Nørrebroparken. Selvom han aldrig har interesseret sig for fodbold går han ned af trappen og tværs over gaden for at se dem spille. Kvinderne har en gejst som John Salby ikke har set før på en fodboldbane. Hver gang bolden ruller ud mod sidelinjen kæmper de for at nå den. Først når bolden er ude stopper de op. Sådan er det ikke i de få kampe som John Salby har set i fjernsynet, hvor spillerne stopper op så snart de fornemmer, at de ikke kan nå bolden. Den iver og kampgejst som holdet udviser griber ham. I de følgende uger kigger han regelmæssigt forbi Nørrebroparken, for at se træningen. Han får også fat i et kampprogram og kommer til nogle af ”Queen Devils” hjemme og udekampe.

Det er her John Salby falder i snak med nogle klubfolk fra Nørrebro United. Han taler med David Ottesen fra bestyrelsen og Thomas ”Løven” Berg, som er træner for Queen Devils. De mangler en frivillig, som kan hjælpe til omkring holdet og spørger John Salby om han er interesseret? Det tilbud accepterer han endegyldigt, da en af spillerne træder frem på holdets vegne og giver ham en Nørrebro United T-shirt med den rammende tekst: “Nørrebro United - lokal og social”.

”Jeg blev faktisk helt forlegen og troede først jeg havde gjort noget forkert, for da jeg trådte ind på banen kiggede alle sammen på mig, men så kom hun med en gave, som var pænt pakket ind”, fortæller John Salby.

Del af et fællesskab
Kort tid efter møder John Salby formanden i Nørrebro United, Flemming Jensen. Sidstnævnte husker fint mødet med John Salby, der mødte op klar og parat med en ren straffeattest i hånden.

”John havde gjort det hårde arbejde og fragtet sig selv et langt stykke, men for ham handlede det også om at blive glad for dér, hvor han nu var landet og finde en ny mening med det hele. Det var her vi kom ind i billedet”, forklarer Flemming Jensen.

Det frivillige arbejde bliver efterhånden meget omfattende, for Nørrebro United har også brug for en handyman, som kan løse forefaldende opgaver i klubhuset (Baghuset) i Husumgade 44. Folk i Nørrebro United og den tilhørende økologiske skole, som klubben deler lokaler med finder ud af, at den tidligere telemontør har mod på at kaste sig ud i lidt af hvert. John Salby fixer en radiator, vasker tøj, sætter lamper op og sørger for kontakten til den lokale vinduespudser. Nogle gange får John Salby også sagt ja til opgaver som han ikke magter.

”Verdenen har brug for flere typer som John. Ingen opgave er for stor eller lille for ham. Han har en stædighed, som mange kunne lære af. Hvis der er et rør, som ikke virker så går han bare i gang med det, selvom han ikke har en skid forstand på det”, fortæller Flemming Jensen med et smil.

”Nogle gange smadrer han hele lortet, så må vi ringe til en VVS’er.” 

Alle samfundslag mødes i foreningskulturen
Ideen om at foreningskulturen har en særlig forudsætning for at aktivere og skabe netværk for udsatte grupper nævnes af flere interesseorganisationer omkring idræt og frivillighed. Både Danmarks Idrætsforbund (DIF) og frivillighedsrådet har i rapporter argumenteret for, at foreninger skaber fællesskaber og inkluderer de mennesker, der er ekskluderet fra de net­værk, som er de primære kilder til skabelsen af positiv social kapital. Her er styrken i foreningskulturen, at den bygger på en grundlæggende præmis om at alle samfundsgrupper kan bidrage til fællesskabet. Som regel har det handlet om at få ekskluderede grupper til at blive fysisk aktive, men ifølge Lektor og Ph.d. i idrætssociologi Annette Michelsen la Cour fra Syddansk Universitet er der god grund til at se nærmere på, noget som ingen før har kigget på, nemlig hvordan idrætsforeninger gør en forskel for socialt udsatte frivillige, der får et nyt og sundere netværk i foreningerne.

”Man har lavet en lang række frivillighedsundersøgelser, men det her område kunne være interessant at dykke ned i. Vi ved, at der er mange idrætsforeninger, som også har en social funktion og er gode til at agere redningsplanke for udsatte borgere”, forklare Annette Michelsen La Cour.

Accepteret og respekteret
I dag er John Salby blevet manden med hovednøglen, der slukker lyset om aftenen og åbner klubhuset om morgen.  John John som han kaldes af de unge i klubben er blevet en ildsjæl og Nørrebro United er som en familie for ham. Han elsker at bruge sin fritid i klubhuset, hvor han taler med alle og kommer med små hurtige kommentarer til børnene, deres forældre og de mange frivillige.

”Frivilligt, ulønnet, John Salby - kaldet John John. Sådan er det bare”, siger John Salby med slet skjult stolthed i stemmen. 

Siden den 14. december 2011 kl. 24:00 har John Salby ikke rørt alkohol, han har fået fjernet sin diagnose som permanent skizofren og har reetableret forholdet til to af sine tre børn.

Artiklen er også udgivet i seneste nr. af Fodboldmagasinet København

DRENGEN SOM FODBOLDEN IKKE ELSKEDE by Dan Pedersen

Fodbold var alt for Thomas Thor, da han var barn, men desværre var det oftest det negative, som fyldte på og uden for banen. Nu bruger han erfaringerne i arbejdet med børn og unge på sit akademi i Uganda. 

Fodbold var alt for Thomas Thor, da han var barn, men desværre var det oftest det negative, som fyldte på og uden for banen. Nu bruger han erfaringerne i arbejdet med børn og unge på sit akademi i Uganda. 

Thomas Thor var en talentfuld fodboldspiller, som kæmpede for anerkendelse i fodboldmiljøet, men aldrig fik den. Det har forfulgt ham i voksenlivet, hvor han er ramt af hellige ild og hjælper børn fra sit akademi i det centrale Afrika.    


Af: Dan Pedersen

Det er 1996. Thomas Thor cykler langs stien bag fodboldbanerne ved Næstved BK. Han er fortvivlet og ked af det på vej hjem til parcelhuset på Lærkevænget. Hjemme ved middagsbordet spiser familien aftensmad. Han sætter sig til bords og venter på en åbning, så han kan tale med sine forældre om den ensomhed og uretfærdighed, som gør ham ked af det. Han er nervøs og angst for at lave fejl på fodboldbanen og har mistet lysten til at spille på førsteholdet. Han føler at de andre spillere mobber ham og går efter at ramme ham til træning mens træneren bare ryster på hovedet og råber ”videre”, når han kalder på hjælp.

”Kan du ikke bare rette ind og være som de andre? ”, spørger Thomas’ far.

Den 14-årige Thomas Thor tier og går fra bordet. Hvad der sker herefter husker han ikke, men han mindes, at han ofte sad alene på sit værelse og var ked af det, fordi han følte sig misforstået og uretfærdigt behandlet. Han ventede på, at de voksne skulle komme og tale med ham, men det skete aldrig.

Her mange år efter ser elitetræneren Thomas Thor sin barndom som elitefodboldspiller som sit livs traume. Derfor har han valgt at dele sin historie og bidrage til holdningsdebatten om det gode elitemiljø og forældrenes rolle.

MANGE FORVENTNINGER, MEN INGEN ANERKENDELSE
For Thomas Thor er store dele af barndommen som et stort sort hul, han ikke har forbindelse til. Barndomsvennen Stephan Jørgensen, der spillede sammen med Thomas Thor fra 6 års alderen genkalder til gengæld tiden som fodboldspiller i Vejlø IF, hvor de spillede sammen indtil 11 års alderen. Han husker klart, at der var et forventningspres på Thomas. Det har han tænkt på flere gange efter, at han selv er blevet voksen og har fået børn. 

”Min egen far sagde altid til mig, at jeg skulle aflevere bolden til Thomas, hvis jeg var i problemer. Der er ingen tvivl om at han havde meget at leve op til i en tidlig alder”.

”Det var aldrig middelmådigt med Thomas og han lagde ikke under for janteloven. Det var alt eller intet, hvilket også gav ham nogle udfordringer. Det skulle være spektakulært ellers var det hele lige meget. Men det fysiske spil havde han det svært med. Det klemte ham”, fortæller Stephan Jørgensen.

Thomas Thor kan ikke huske, at nogen har forsøgt at finde ud af, hvordan han egentlig havde det i fodboldmiljøet. Han kan ikke mindes at trænere eller andre voksne har lagt en arm om skulderen på ham eller spurgt ind til hvordan han havde det. Ingen opdagede, at Thomas Thor havde svært ved at trives i det autoritære fodboldmiljø, hvor træneren råbte og spillerne tacklede igennem. I takt med, at han blev ældre og kravene blev større var det mere og mere uudholdeligt at spille fodbold på eliteplan.

Thomas Thor husker særligt én situation, hvor han som juniorspiller var til træning på en glat og regnvåd kunstgræsbane i Næstved. Under træningen spiller de kamp til to mål, og to spillere fra årgangen ældre end ham selv går hårdt til ham på banen. De er fysisk stærke og rigtige ledertyper, som er ude efter ham. Han er den spinkle førsteårs juniorspiller, som hele tiden forsøger at afdrible dem, hvilket han er rigtig god til det. De to drenge jagter ham på banen, og sparker Thomas Thor ned flere gange den aften. Træneren skrider ikke ind selvom alle kan se, at det er langt over grænsen. Til sidst reagerer Thomas Thor og råber ud til træneren, at nu skal han gøre noget. Fløjten er tavs.     

ENSOM OG ALENE
Fodbold var det naturlige valg for Thomas Thor. I dåbsgave fik han en skumfodbold som han stadigvæk har. Han spillede fodbold i haven med sin far, den tidligere sportsjournalist og 1.divisionsspiller Flemming Thor Madsen, som han fulgte med ned i omklædningsrummet på de danske fodboldstadions. Han var en fodbolddreng og hjemme på villavejen i Næstved kunne familien vågne op klokken syv om lørdagen, til lyden af fodboldspark fra haven. Det var Thomas Thor, der legede med bolden og kunne få op mod 2.700 jongleringer.

I barndomsårene kom farens anerkendelse til at fylde meget. Faren, som altid stod modsat af de andre forældre til kampene råbte aldrig eller kom med kommentarer undervejs. Men Thomas Thor var aldrig i tvivl om hvorvidt faren var tilfreds med det han så på banen.

”Når min far var til stede vidste jeg, at min fars øjne var på mig. Jeg vidste det bare”, fortæller Thomas Thor.

Forholdet mellem far og søn blev anspændt i teenageårene. Thomas Thor følte sig ikke elsket, men anderledes og forkert i farens øjne. Han rettede ikke ind, men stak ud. Den manglende forståelse på hjemmefronten og i fodboldmiljøet fik ham til at føle sig ensom og alene med sine problemer.

En forsoning mellem far og søn skete først på farens dødsleje i 2011. I dag kan Thomas’ mor godt huske, at der var konflikter og et uudtalt pres fra faren, som sønnen havde svært ved at leve op.

”Hvis jeg kunne ændre det i dag ville jeg være mere insisterende på at tale med Thomas. Dengang var jeg ikke klar over, hvor meget det fyldte, men det har jeg fundet ud af sidenhen.”, fortæller Lis Thor Madsen.   

PLADS TIL AT FEJLE
I dag har Thomas Thor det samme mareridt som forfølger ham. Han får bolden og står i direkte duel over for sin modstander. Der er spillet et minut af kampen, men han har det som om, han har løbet et maraton. Hans ben er tunge og han føler et voldsomt pres på sine skuldre. I det sekund skal han blot træde et skridt frem, for at tage bolden og afdrible modstanderen, men han kan ikke bevæge sig. Han står stille og modstanderen tager bolden. Alle holdkammeraterne sviner ham til og ryster på hovedet af ham. Han kigger ud på bænken og træneren, der straks hiver ham ud.  

Thomas Thor nåede at få et par pokalkampe på Næstved BKs divisionshold. Siden fodboldkarrieren stoppede har han taget en bachelor i sportspsykologi på Syddansk Universitet og arbejdet som fodboldtræner i FC Nordsjælland og for Right to Dream, som er et af Afrikas mest succesfulde fodboldakademier. Han anerkender at mange sikkert trives fint og kan håndtere elitemiljøet eller ligefrem motiveres af en autoritær stil og frygt for at fejle. Men for andre, som ham selv, var det et umenneskeligt pres, der har store personlige konsekvenser.

Thomas Thor har siden 2009 hjulpet børn, som mentaltræner. Han møder ofte børn og unge, som har udfordringer med at passe ind og trives i elitemiljøerne. Derfor er han uforstående for, at der fortsat er forældre og trænere, som motiverer deres hold ved hjælp af frygt og ydmygelser. Det kan være med råb og skrig, men også med kropssprog, små kommentarer og signaler, som gør spillerne usikre. Når det sker mærker han presset fra sin far og de ungdomstrænere, som har råbt af ham. Så blusser vreden op, for når trænere taler nedladende til en spiller, føles det så stærkt, at han ikke kan være inde i sig selv. Bare det at tale om det, gør ham arrig.

”Du kan ødelægge unge mennesker på den måde. Hvad fanden er det for noget? Det kan vi ikke tillade os. Som træner har vi enorm indflydelse på de her børn, og det skal vi være meget bevidste om. Det er os, som er de voksne”, forklarer Thomas Thor om trænerens rolle.

Til en fodboldtræning er der ofte kun én eller måske to voksne til stede. Derfor er det også helt afgørende, at ledelsesstilen understøtter og tager hånd om fællesskabet. De fleste kan sætte et sæt kegler op og lave en træningsøvelse, men elitefodbold er enormt komplekst, fordi man arbejder med en gruppe børn og unge, som har enormt meget på spil. Det er hele deres identitet at være fodboldspillere og de vil gå langt for at tilpasse sig og komme gennem nåleøjet.

Søren Østergaard, som er daglig leder af Center for Ungdomsstudier er ikke overrasket, når han præsenteres for historien om Thomas Thor.    

”I fodboldklubber er der en drengekultur, hvor man mødes om aktiviteten, men ikke taler sammen om hvordan man har det. Tit har drengene det ad helvede til, fordi de ikke har nogen at tale med. De har behov for betydningsfulde voksne, men ofte har træneren eller forældrene berøringsangst over for de unge eller reproducerer det miljø som de selv er rundet af”, forklarer han.

Adspurgt i dag mindes den træner som Thomas Thor havde det bedste forhold til i Næstved BK ikke at Thomas havde det svært. Tværtimod. Morten Sørensen husker Thomas Thor som en vellidt, rolig og talentfuld dreng, som var ud af en typisk kernefamilie, hvilket bekræfter, at det kan være svært for trænere og forældre at se spillernes personlige udfordringer i miljøet.

”Det er bedre i dag end dengang, hvor der slet ikke var fokus på det her i fodboldklubberne. I dag er samfundet mere bevidst om individuelle forskelle, men det er ikke det samme som at sige, at alle miljøer er sunde og velfungerende”, forklarer Søren Østergaard.

KROPPEN SIGER STOP
Det er 2015. Thomas Thor kan ikke rejse sig. Han føler han har løbet tre maratonløb i træk uden at træne. Al energi har forladt kroppen og han kan kun ligge i sengen. Han er bange og kommer kun uden for værelset, når han skal ned i fællesstuen for at spise. Thomas Thor er cheftræner for Right to Dreams U15 hold, men han har svært ved at se sine spillere i øjnene og kan ikke styre sine tanker, der løber hurtigere og hurtigere.

Thomas Thor ligger i sengen på et hotelværelse uden for Manchester. Sammen med Right to Dream er han på besøg i samarbejdsklubben Manchester City. Dagen forinden har han spist middag med Premier League holdet og fået en rundvisning på Etihad Campus, som er klubbens milliardanlæg. De har tildelt ham og holdet træningsbanen ved siden 1. holdet og den argentinske træner, Mauricio Pellegrino. Det er et gigantisk højdepunkt for de afrikanske drenge, men for Thomas Thor er det for alvor begyndelsen på enden.

Thomas Thor er ramt af stress for tredje gang på otte år. Han har forsøgt at undertrykke det gennem længere tid, men han kender alle symptomerne og ved at det snart er slut. Udadtil har den charmerende og dygtige fodboldtræner verden for sine fødder, men jagten på anerkendelse har indhentet ham nok engang.

Thomas Thor forlader træningslejren i Manchester og Right to Dream, for at tage hjem til Danmark. Rollen som U15 træner for nogle af Afrikas største talenter og de tilhørende kampe mod klubber som SL Benfica, AS Monaco og Manchester City er et overstået kapitel. Han flytter hjem til sin mor i Næstved, hvor han søger psykologhjælp og alternativ behandling. For første gang skal han ikke tage et nyt job eller sige ja til et nyt projekt før han føler sig klar. Det har moren besluttet og hun forsørger ham i den periode han er syg.

Efter fem måneder er Thomas Thor så småt på benene igen. Drømmen om at gøre en forskel er intakt og han vil nu de mange kompetencer og kontakter han har fået inden for fodboldens verden på at hjælpe talentfulde fodboldspillere i udsatte områder. Han undersøger muligheden for at starte et fodboldakademi i Colombia, men en bekendt leder ham på sporet af Afrika og Uganda.

Thomas rejser til Masaka i det sydlige Uganda i foråret 2016, hvor han møder Kakeeto Ibrahim, som har været professionel fodboldspiller i Sydsudan og i 2012 startede et akademi for gadebørn i Uganda. Thomas Thor opholder sig en måned på akademiet inden han beslutter sig for at gå ind i projektet. I dag er Thomas Thor partner og har rollen som administrerende direktør for El Cambio Academy, hvor 32 elever bor, går i skole og spiller fodbold.                      

TÆT PÅ SPILLEREN

Thomas Thor er i dag direktør og partner på El Cambio Academy, hvor han forsøger at give talentfulde børn som Mike (th) en chance, for at få god træning og en uddannelse.    

Thomas Thor er i dag direktør og partner på El Cambio Academy, hvor han forsøger at give talentfulde børn som Mike (th) en chance, for at få god træning og en uddannelse.    


Den mest talentfulde spiller på El Cambio Academy hedder Mike. Han er 11 år gammel og blev fundet på gaden i Masaka for fire år siden. Mikes mor døde, da han var ét år gammel og faren, som er alkoholiker har han ingen kontakt med. Mike er indbegrebet af alt det som akademiet gerne vil stå for. En glad og talentfuld dreng, som får en ny chance med hjælp fra akademiet. Mike er normalt glad og smilene, men da Thomas Thor vender tilbage til Uganda efter en periode i Danmark i foråret 2017 er det ikke tilfældet. Smilet er væk, han kigger ned i jorden og er anonym til træning.  

Den følgende weekend skal El Cambio Academy til hovedstaden Kampala, for at spille kamp mod et andet akademi. Det er den hidtil vigtigste kamp for de unge drenge, men trænerteamet er i tvivl om de skal udtage deres bedste spiller til kampen.

Thomas Thor ved, at det vil være et hårdt slag for Mike, hvis de udelader ham fra truppen. Derfor tager de en længere samtaler med Mike, hvor de viser oprigtig interesse for at finde ud af hvad der foregår. Det viser sig, at Mike er ked af det og har problemer med storbroderen, der er som en far for ham. Han presser på for at få Mike til at forlade akademiet og skifte til det hold, som han selv spiller på. Mike er bange for at gå imod storbroderens ønske, men omvendt har han ikke lyst til at opgive den uddannelse og fodboldtræning som han får på El Cambio.

Efter samtalen beslutter de to trænere sig for at udtage Mike til kampen. Den beslutning fortryder de ikke. Smilet er tilbage og han er med afstand den bedste spiller på jordbanen i Kampala. Havde der været en scout var han blevet udpeget og taget med til Europa, forklarer Thomas Thor for at illustrere det skifte, der er sket med Mike.

Når Thomas fortæller den historie får han tårer i øjnene. Han kan ikke blive rørt af scener og konflikter fra sin egen barndom, men han mærker presset indefra, når han gør en forskel for Mike og de andre spillere.

Thomas Thor har valgt at dedikere sit liv til El Cambio Academy i Uganda. Det betyder, at han ikke har nogen penge og bor hos familie og venner, når han er hjemme i Danmark. Til gengæld er han fri af andres forventninger og accept. 

Thomas Thor har valgt at dedikere sit liv til El Cambio Academy i Uganda. Det betyder, at han ikke har nogen penge og bor hos familie og venner, når han er hjemme i Danmark. Til gengæld er han fri af andres forventninger og accept. 

Rødderne står fast når vinden blæser by Dan Pedersen

Foto: Virre Linwendil Annergård/CC BY-NC-ND 2.0

Foto: Virre Linwendil Annergård/CC BY-NC-ND 2.0

Hvorfor har en klub som Hammarby IF Skandinaviens højeste tilskuergennemsnit på trods af manglende sportslige resultater? Det korte svar er, at det handler om en klubkultur, hvor fællesskabet er vigtigere end resultaterne på banen. Spørgsmålet er om den svenske tilskuerfremgang kan overføres til Superligaen.

Det er ikke til at komme uden om. Dansk klubfodbold befinder sig i en krise på tribunerne med faldende tilskuertal siden 2009. Den nye ligastruktur, rettighedshavernes indflydelse på spilletidspunkter og mængden af internationale kampe i tv er de begrundelser vi hører, når der skal findes en årsag til den dalende interesse for dansk fodbold. Det er alle valide argumenter, hvis ikke det var fordi spredte spilletidspunkter og den internationale konkurrence også er gældende for Sverige, hvor tilskuertallene er stigende.

Den bedste eksponent for fremgangen i Sverige er Hammarby IF, der i sidste sæson blev fulgt af 22.885 tilskuere i gennemsnit på Tele2 Arena. Det gør Stockholm-klubben til den mest populære klub i Skandinavien, og det er nærliggende at stille det meget simple spørgsmål: Hvad gør Hammarby til en succeshistorie og kan dansk fodbold finde inspiration hinsidan?  

Stockholm over København
Stockholm-klubberne Hammarby IF, AIK og Djurgården havde tilsammen over 50.000 tilskuere i gennemsnit i sidste sæson. Til sammenligning havde de fire Superligaklubber i hovedstadsområdet knap 29.000 i efteråret 2016. De to byer har omtrent samme indbyggertal i hovedstadsområdet, og ser man på sportslig succes klarer de københavnske klubber sig faktisk bedre med aktuelle placeringer i vinterpausen som nummer et, to, fem og ni. Til sammenligning sluttede de tre Stockholm klubber som to, syv og elleve. Hammarby er højdespringeren, når det kommer til differencen mellem slutplacering og tilskuertal. Klubben endte senest som nummer 11 i Allsvenskan, men indtog alligevel en suveræn førsteplads i tilskuerstatistikken.

Ifølge den mangeårige Hammarby-fan Markus Åbom, der er bosat i København er der flere grunde til, at klubben tiltrækker så mange mennesker. Det handler om traditioner og en klubkultur, som værdsætter mangfoldighed. Det har skabt en kollektiv forståelse af det at være Hammarby-fan, som kommer til udtryk i en fællesskabsfølelse, der er vigtigere end spillet på banen.

-Der er noget med historien, som er helt afgørende. Det er en gammel klub som altid har tiltrukket mange fans, fordi det er sjovt at være Hammarby-fan. Ikke fordi vi vinder, men fordi vi drikker øl, synger og er en mangfoldig klub, hvor folk mødes og føler sig velkomne. Det tror jeg mange hopper med på.

Det lå egentlig ikke i kortene at Markus Åbom skulle være fan af Hammarby. Som barn fik han en Djurgården-trøje af sin morfar, og det var først, da en ven tog ham med på det gamle Söderstadion, at han blev overbevist om at Hammarby var en klub for ham. Mødet med vennerne i bydelen Södermalm, og den fælles oplevelse med at synge og være en del af et fællesskab var afgørende for valget.  

-Jeg kan stadig huske min første kamp på Söderstadion. Ikke fordi jeg kan huske om vi vandt eller tabte, men jeg kan huske, at der var en fantastisk stemning som jeg ikke havde oplevet før. Jeg kan huske hvilke flag, der var lækre og hvad for nogle sange, jeg ikke kun lade være med at synge med på, og det er jeg nok ikke ene om, fortæller Markus Åbom over en kop kaffe på Indre Nørrebro.

Den hippe klub fra Södermalm
Mødestedet er velvalgt, for når man ser på tilslutningen til Hammarby IF i et historisk perspektiv er det umuligt at komme uden om tilknytningen til Södermalm, som kan sammenlignes med Nørrebro i København, og er synonym med Bajen, som er Hammarby´s kælenavn. Södermalm var oprindeligt Stockholms arbejderbydel, men er i dag blandt de mest hippe kvarterer i Europa - så cool, at bydelen i international presse sammenlignes med Brooklyn, og af BBC er kåret til det tredje mest hippe kvarter i Europa.

Her eksisterer arbejderkulturen side om side med designerbutikker og kaffebarer med hjemmebagte kardemommesnegle. Det er dog langt fra alle, der er begejstret for udviklingen, for som i andre sanerede bydele, hvor en ny befolkningsgruppe flytter ind og presser de oprindelige beboere ud, har det nye Södermalm både sine tilhængere og modstandere. Hammarby formår dog at forene bydelen - måske på grund af klubbens rødder i arbejderkulturen og den autenticitet som mange føler sig tiltrukket af.

-Söndermalm er som Vesterbro eller Nørrebro i København, hvor en bestemt gruppe udefra flytter til. Mange af dem skal også have et fodboldhold, og her er det selvfølgelig nærliggende at holde med Hammarby, fordi mange af dem, som flytter til bydelen er tiltrukket af det miljø og de værdier som klubben repræsentere.

Etnicitet, køn, baggrund eller social status spiller ingen rolle i Hammarby, der fungerer som smeltedigel for forskellige kulturer og samfundslag. Det afspejles også i supporterklubbens manifest, hvor første punkt slår fast at mangfoldighed er det vigtigste princip. Det er man også bevidst om I Hammarby´s ledelse, hvor man fx forsøger at tiltrække nye befolkningslag ved at spille faste sommerkampe mod klubber fra mellemøsten. Den slags tiltag er troværdigt i Hammarby, fordi det repræsentere tilhængernes ønske om at være en klub, som er åben for alle.

Et andet kendetegn ved Hammarby er opbakning i med- og modgang. Forud for sidste sæsons premierekamp i Allsvenskan holdt tilhængerne et banner op med teksten: ”Rötterna blir starkare när vinden blåser”. Det banner fortæller meget godt om den fantastiske support som klubben oplevede i Superrettan i forrige sæson, hvor man flere gange spillede for et udsolgt stadion.

-Det at vinde ikke er så afgørende for os. Vi kan tabe, men så står vi der alligevel ugen efter og jeg ved faktisk ikke hvordan det skal stoppe, for det er en del af vores identitet at vi bakker op uanset om det går godt eller dårligt på banen, forklarer Markus Åbom.
 

Just idag är jag stark
Fællessangen er et fast holdepunkt i den svenske fankultur, hvor klubhymnen er en integreret del af fodboldoplevelsen. Fra Malmø over Göteborg til Stockholm er det en fast tradition, at hele stadion rejser sig og synger med på klubsangen i minutterne før kampstart. Spørg en Malmø fan om han kan teksten til “Åh Vi Älsker Malmø FF” eller en IFK Gøteborg fan om han bliver varm om hjertet, når “Snart Skinner Poseidon” gjalder fra tribunerne på Gamla Ullevi. Der er dog intet sted, at handlingen er så identitetsskabende og symbolsk som blandt Hammarby fans, hvor folkemusikeren og Hammarby-fan Kenta Gustafssons, “Just i dag er jeg stark”, er indbegrebet af alt det tilhængerne ønsker at stå for.

-Hvis du holder med Hammarby kender du Kenta, og ved hvem han var og hvad han stod for. Han nåede faktisk at opleve, da vi vandt guldet i 2001, hvor han fik lov til at synge sin sang dagen derpå, da alle fans var samlede i Södermalm. Kort tid efter døde han. Kenta er på mange måder en “taber” figur, men han passer godt til os, fordi han er en af vores, og en person som vi alle kan identificere os med.

De mange anekdoter om Kenta Gustafsson og klubsangen, der i virkeligheden handler om kampen for at modstå længslen til stoffer og alkohol er en af de ting som binder Hammarby fans sammen. Det bekræfter historien om en rigtig arbejderklub, hvor der er højt til loftet og plads til alle uanset social status og baggrund. Den tidligere klublegende, Karl Lennart "Nacka" Skoglund, er en anden person alle i og omkring Hammarby kender og har hørt om. Han havde en stor karriere i Internazionale og Sampdoria i 1950’erne, men i Hammarby huskes han mest for sit liv uden for banen.

-Han levede et broget liv som alkoholiker. Han drak alt for meget og døde også tidligt, men han var sindssyg populær og vellidt, fordi han var en sjov og karismatisk type. Den slags legender og historier er jo netop det, som gør Hammarby til meget mere end blot det, der sker på fodboldbanen.

Vemodig afsked med Söderstadion
Som de fleste fans, der har fulgt en klub gennem mange år har Markus Åbom det dobbelt med flytningen fra det gamle og nedslidte Söderstadion til Tele2 Arena. Han anerkender, at det nye stadion er langt mere komfortabelt og tilskuervenligt, men stemning fra Söderstadion er vanskelig at genskabe i de nye kulisser.     

-Jeg har det lidt dobbelt med det nye stadion. På den ene side er det prisværdigt, at man skaber faciliteter, der tilgodeser børnefamilierne, men omvendt savner jeg den kompakte stemning på Söderstadion. Södermalm kunne godt være lidt “rowdy” på den gode måde. Det var mere som jeg forestiller mig engelsk fodbold i 1970’erne med træbænke og folk der stod tæt på tribunen.

På trods af, at Söderstadion var nedslidt havde Hammarby IF tilbage i 2009 et tilskuergennemsnit på 10.381, da klubben rykkede ud af Allsvenskan. I dag er tilskuergennemsnittet mere end fordoblet efter flytningen til Tele2 Arena, som er langt mere attraktivt for familier og sponsorer. Den udvikling er overordnet positiv og fodbolden skal som helhed være opmærksomme på at skabe gode rammer for de fans, som skaber atmosfæren og giver klubben identitet. De er nemlig afgørende, hvis man vil skabe en sneboldseffekt og få flere til at se “forestillingen”, mener Markus Åbom.

-Det er en meget svær balance at finde, men jeg tror det er vigtigt, at man ikke tager det folkelig ud af sporten med for mange regler, som begrænser publikum. Man skal skabe plads til mangfoldighed, for man skal huske på at publikum tiltrækker publikum. Det er de færreste som udelukkende kommer for at se spillet på banen. De kommer også for at mærke stemningen og opleve kulturen.  

Fodboldklubber er identitetsskabende
Der er ikke noget entydig svar på, hvorfor svensk fodbold har succes på lægterne. Mange forhold er anderledes i Sverige, hvor sæsonen følger kalenderåret og mange klubber traditionelt set har blandet sig i mesterskabskampen i nyere tid. I interviewet med Markus Åbom er det imidlertid historiefortællingen og Hammarbys rolle som et identitetsskabende fællesskab med traditioner og ritualer, som står frem. Her er dansk fodbold i en anderledes situation, fordi vi de sidste 30 år har fået mange nye klubber, som kun lige er begyndt at slå rødder.   

Ved første øjekast har den strategi tjent dansk fodbold godt. Superligaen har skabt langt større indtægtsgrundlag på grund af stigende interesse fra tilskuere og tv-seere. Dansk fodbold har fået nye regionale storklubber og København byens hold. Alt sammen har øget pengestrømmen og løftet det sportslige niveau til gavn for dansk topfodbold, som befinder sig i en langt mere stabil situation end for 30 år siden - også på tilskuersiden, hvor tilskuertallene er langt bedre end i de tidlige 90’ere.

Men måske har omvæltningen og de mange klubfusioner også en pris, for spørgsmålet er om tilslutningen til de nye regionale klubber lever op til vores forventninger? FC København er den af de “nye” klubber som har klaret sig bedst når det kommer til tilskuertal, men klubben skiller sig også ud med sine sportslig resultater og en naturlig rivalisering med Brøndby IF, som har tjent klubben godt. Alligevel må ledelsen se bekymret på opbakningen i Parken, hvor tilskuertallene er faldet mærkbart siden midten af 00’erne. Andre fusionsklubber som FC Midtjylland og FC Nordsjælland har på trods af regionale samarbejdsklubber, fan-tiltag og respektive DM-titler svært ved at forløse det regionale tilskuerpotentiale og samle dedikerede fans, som står bag målet weekend efter weekend. Udfordringen for "nye" klubber beskrives meget godt af den tidligere Hammarby-spiller Christian Traoré, der fortalte om forskellen mellem Hammarby og FC Midtjylland i Tipsbladet tilbage i 2010:

-Det er ved de store klubber, AIK, Hammarby, Djurgården, IFK, Malmö og Helsingborg, at man mærker det. Det er de rigtige fans, der sidder der, ikke kun familier. Hvis man sammenligner med FC Midtjylland, er der tit rimelig mange mennesker. Men der er jo ikke stemning i forhold til her. Folk klapper lidt, når det går godt. Der står en masse børn bag målet. Der kan ikke stå børn på Hammarbys fanafsnit. Det er virkelige fans, der står i bar mave i november. Det er hele stadion, der er med. Alle synger. Det er tradition. Jeg tror ikke, du kan opleve samme stemning noget andet sted i Skandinavien.

I Hammarby er relationen mellem klub og tilhængere helt særlig. Her bygger fankulturen på traditioner og ritualer, som understøtter en fortælling som tilhængere kan identificere sig med. Her er fans mere værdi- og identitetsskabende for klubben end spillerne på banen. Hammarby-fans er i høj grad klubben! Den slags er vanskeligt at overføre til nye fusionsklubber, hvor identiteten ofte tager udgangspunkt i sportslige værdier om mod og holdånd, som måske er relevant for spillerne, men ikke har rødder eller kobling til det omkringliggende lokalsamfund.

Den folkelig bevægelse, hvor en hel by eller region står sammen om den lokale klub søndag efter søndag er bare vanskelig at skabe i en ny klub, som alt andet lige mangler en unik identitet. Den kan kun opbygges med tiden. Vi ser den i dansk fodbold når hele Århus samles og rejser til Hovedstaden for at spille pokalfinale mod FC København i Parken. Her skal alle “hviie” med på bussen, og fortælle historien om dengang på Århus stadion, hvor Palle Sørensen scorede til 3-0 i pokalfinalen mod B1903.

Mere end noget andet handler fankultur om minder, traditioner og historiske øjeblikke vi deler sammen. Udfordringen i dansk fodbold er blot at mange klubber har en kort historie og heraf få traditioner og minder. Det er en helt naturlig konsekvens af de forandringer, som er sket i dansk fodbold de sidste 30 år. Klubfusioner har i mange år været en endegyldig sandhed i dansk fodbold, men selv en god idé kan have en slagside.

Folle amore nostro - kærlighed fra masserne by Dan Pedersen

Stadio Comunale Atleti Azzurri D'Italia er et af de gamle traditionelle fodboldstadions fra Mussolini-tiden. Nu står stadion overfor en omfattende renovering, hvis Atalanta får held til at købe stadionet af bystyret i Bergamo.  

Stadio Comunale Atleti Azzurri D'Italia er et af de gamle traditionelle fodboldstadions fra Mussolini-tiden. Nu står stadion overfor en omfattende renovering, hvis Atalanta får held til at købe stadionet af bystyret i Bergamo.  

Kan udenlandske investeringer og opkøb af kommunale anlæg redde italiensk fodbold efter årtiers krise? Tag med til Bergamo og få historien om den aktuelle tilstand i italiensk fodbold set fra tribunen på Atalantas helligsted - Stadio Comunale Atleti Azzurri D'ItaliA

At Atalanta har fået en central rolle i denne artikel, skyldes flere forhold. Dels er det interessant at se på en fodboldkultur ud fra et anderledes perspektiv end storklubbernes. Dels befinder Atalanta sig i en opbrudstid, hvor overtagelsen af det nedslidte “Stadio Comunale Atleti Azzurri D'Italia” kan definere fremtiden og danne præcedens for andre italienske klubber. Ydermere er Bergamo-klubben kendt som en af Italiens fremmeste talentudviklingsklubber, og ultra-grupperingen på “Curva Nord” hører til blandt de mest frygtede på den italienske halvø. Derfor denne historie om en charmerende og stolt provinsklub fra Bergamo, der fungerer som et billede på mange af de udfordringer og forandringer, som er aktuelle i Serie A.

Opgør med kommunalt ejerskab
I foråret 2016 fik Atalantas lokale rigmand og klubejer Antonio Percassi tilsagn fra byrådet i Bergamo om en overtagelse af det faldefærdige “Stadio Comunale Atleti Azzurri D'Italia”. Prisen lyder på 7,5 millioner euro - lidt over 55 mio. kr. - og hvis handlen falder på plads, vil det være første gang nogensinde, at en italiensk klub opkøber et kommunalt fodboldanlæg. Af selvsamme grund følger flere italienske klubber udviklingen i Bergamo, efter at de i mange år har lejet sig ind på kommunale stadions. I store fodboldbyer som Napoli, Rom, Milano og Firenze har man udarbejdet skitser og planer for nye stadions, men dårlig økonomi, fredninger af gamle stadions samt langvarige kommunale lejekontrakter har forhalet processen. Udfordringerne har dog ikke afholdt klubejere fra at præsentere en række entreprenante byggeprojekter, der skal føre italiensk fodbold tilbage til fordums styrke, og som har det til fælles, at de gør op med det kommunale samarbejde. Opgøret er dog ikke så ligetil i Italien, hvor kommuner får lejeindtægt fra stadions samt andel i klubbernes billetsalg. De indtægter har påvirket værdien af de kommunale stadions og nye byggegrunde, der værdisættes urealistisk højt. Men nu ser den aktuelle tilstand i italiensk fodbold ud til at ændre ved praksis. For nedslidte stadions og tilskuerkrise har skabt et stort pres på de lokale politikere, der langsomt åbner op for private investeringer i håb om, at nye prestigebyggerier kan føre til arbejdspladser og lokal vækst.

Tilbage i Bergamo er man godt i gang med renoveringen af “Atleti Azzurri D'Italia” på trods af, at det endelige salg endnu ikke er faldet på plads. Straks efter tilsagnet fra bystyret iværksatte Atalanta den første af fire etaper i den gennemgribende ombygning, som skal forvandle den slidte beton-gryde til et topmoderne stadion med en britisk tribune-konstruktion, hvor tilskuerne kommer tæt på banen. Det nye stadion skal stå færdigt i 2020, og dermed er “Stadio Comunale Atleti Azzurri D'Italia” snart fortid. Siden 1928 har Atalanta spillet deres hjemmekampe på det traditionelle fodboldstadion, hvis navn står mejslet ind i facaden over indgangen til hovedtribunen med de romerske figurer og ornamenter. I dag fremstår det som mange andre italienske stadions fra Mussolini-tiden - lige dele nedslidt og autentisk, og på alle måder en kontrast til moderne stadions med oplyste facader, komfortable og overdækkede siddepladser, megastores og tilhørende hoteller. I Bergamo står fodbolden alene i en ikke-kommerciel form, når tusindvis af dedikerede ultras mødes på de åbne terrasser, hvor de stående hylder og kæmper for “La Dea”, som er kaldenavnet for den græske gudinde i klubbens logo.

Den nedslidte beton-bowle tilhører først og fremmest dem: ultra-bevægelsen, der uden for stadion har afmærket deres territorium med sort og azurblå graffiti på tribuner, billethuse og facader. På en almindelig søndag udgør de yderliggående ultras en stor andel af de ca. 15.000 tilhængere, der møder op for at støtte Atalanta. I tusindvis er de samlet i timerne inden kampstart for, som altid, at diskutere holdets aktuelle situation, inden de stiller sig ned på “Curva Nord” for at yde en medrivende støtte til hjemmeholdet.

Deres naturlige mødested har i mange år været en lille bar over for hovedtribunen, hvor man på hylder og vægge finder vimpler, souvenirs og fotos fra klubbens historie. Her hænger minder fra klubbens eneste triumf, da man vandt Coppa Italia i 1963 med danske Flemming Nielsen på holdet, side om side med de farverige stjerner fra slutfirserne. Et billede af argentinske Claudio Caniggia, svenske Glenn Strömberg og brasilianske Evair har en central placering på væggen. De tre angribere var i klubben, da Serie A var den ypperste liga i Europa. De er fra en tid, hvor italienske klubber havde tre udlændinge på holdkortet, og hvor klubber som Atalanta kunne tiltrække og fastholde internationale stjerner, fordi Italien var stedet at være og blive set. Sådan er det ikke mere,  og det kan nemt føre til frustrationer blandt de magtfulde tilhængere, der føler at klubben er deres. Så sent som i forrige sæson fik 1500 ultras afløb for deres utilfredshed, da de efter en række dårlige resultater mødte op til en holdtræning for at udtrykke deres vrede.

Den store nedtur
Den slags scener er velkendt fra italiensk fodbold, men de er naturligvis ikke i klubbernes interesse. Her har man travlt med at tage afstand fra de loyale ultras for i stedet at tiltrække nye fansegmenter fra middelklassen, der kan løfte en skrantende omsætning. Den italienske liga har siden starten af 90’erne oplevet et samlet tilskuerfald på 33 procent, eller hvad der svarer til mere end 10.000 tilskuere pr. kamp. Og ser man overordnet på de italienske klubbers indtægter på kampdage, er der god grund til at søge nye veje. I 2016-udgaven af “Money League”-rapporten fra Deloitte, der måler internationale klubbers omsætning, fortsætter nedturen. Tre italienske klubber finder vej til top 20 mens samtlige Premier League-klubber placerer sig i top 40.

Den til tider voldsomme ultra-scene nævnes ofte som syndebuk, men der er bred enighed om, at den største hindring for tilskuerinteressen er de nedslidte stadions med løbebaner, som skaber stor afstand mellem tilhængere og banen, mens infrastrukturen gør det besværligt at komme til og fra de gamle stadions i bymidten. Konsekvenserne er til at tage og føle på for en fodboldnation, der er ramt af dårlig økonomi og manglende resultater på den internationale scene. At det er gået galt for Serie A, som i 80’erne blev kendt for lukrative tv-aftaler og havde verdens rigeste klubber, er dog ikke overraskende. Italiensk klubfodbold blev således ramt af en hammer, da et sammenfald af dårlige beslutninger, forkert timing og øget konkurrence truede. De nationale ligaer i England, Tyskland og Spanien indhentede op gennem 90’erne det forspring, som Silvio Berlusconi havde skabt gennem kreative tv-aftaler fra sit udgangspunkt i AC Milan og medievirksomheden Mediaset, som han selv ejede. Snart slog nye globale tv-aftaler, skabelsen af Premier League og en forældet infrastruktur bunden ud af italiensk klubfodbold. Mens andre lande etablerede nye multifunktionelle stadions, der var fleksible, tilskuervenlige og kommercielt gearede med lounger, hotelfaciliteter og restauranter, havde Italien investeret på det forkerte tidspunkt i forbindelse med de omfattende renoveringer og nybyggerier frem mod VM i 1990. Som eksempel på dårlig planlægning er det oplagt at nævne Stadio delle Alpi i Torino, der blev bygget i forbindelse med VM i 1990. Det nye stadion var fra begyndelsen upopulært blandt Juventus' fans på grund af løbebanen og den kolde atmosfære. Blot 19 år efter opførelsen blev det i 2009 jævnet med jorden for at gøre plads til Juventus Stadium, der siden har fordoblet klubbens tilskuergennemsnit.

Uforbeholden kærlighed fra tribunen
Når man i dag står på “Atleti Azzurri D'Italia”, giver det god mening, at de udenlandske spillere må hentes fra fjerde eller femte lag. Det gamle stadion i alt dets forfald er på alle måder en kontrast til pengestrømmene i moderne fodbold. Alligevel er 18.000 passionerede fans mødt op for at se en kamp mod Bologna, hvor undertegnede har taget plads på tribunen. De mange fans er hér, fordi passionen for fodbold er så stor og fundamental som noget sted i Europa. Det viser sig, når man møder den ældre og noble herre med sin Atalanta-pin i reverset, når man ser ægteparret i ens Atalanta tracksuits og hvide sneakers eller de tusindvis af ultras, der trofast følger Atalanta over hele Italien og trodser deres egen overbevisning om, at det hele er aftalt på forhånd og alligevel går af helvede til. De er her uge efter uge for at være en del af et stort teater med egne helte og skurke – passionerede ultras, legender og stjerner over for korrupte præsidenter, kommunalpolitikere og selviscenesættende dommere.

Nede på banen rettes alles øjne mod spillertunnelen, hvor en af dagens helte kommer ud fra mørket. En skarp og ulastelig klædt Roberto Donadoni, Bolognas træner, kommer gående, mens han holder hænderne oppe og klapper ud til sit gamle hjemmepublikum på Curva Nord, og de få Bologna fans, som har taget turen til Bergamo. Curva Nord hilser tilbage på legenden i centrum, før de udfolder en gigantisk nerazzurri tifo. På banen står en blanding af lokale talenter som målmanden Marco Sportiello og anonyme udenlandske navne som Boukary Drame og Jasmin Kurtic. De ser op på de fanatiske ultras med deres viftende flag, kanonslag og et banner med påskriften “Folle Amore Nostro”, som kan oversættes til ”kærlighed fra masserne”.

Talentudvikling som DNA
Den største stjerne denne søndag er den argentinske playmaker Alejandro Gomez. Han er en spiller, som flere storklubber holder øje med, og et salg kan snart komme på tale, for Atalanta er dybt afhængig af at udvikle spillere, der kan sælges videre. Den forretningsstrategi har lange traditioner i Atalanta, der kan sidestilles med de bedste internationale klubber, når det kommer til at udvikle spillere. I 2014 udgav CIES Football Observatory en rapport, der viste, at Atalanta var den italienske klub, der udviklede flest spillere til de fem største ligaer. I nyere tid har spillere som Riccardo Montolivo, Giacomo Bonaventura, Manolo Gabbiadini, Giampaolo Pazzini, Simone Zaza og Daniele Baselli alle taget springet fra Bergamo til større klubber. Flere af dem har fået debut for det italienske landshold, og de mange talenter følger en lang tradition efter klublegender som Gaetano Scirea og Roberto Donadoni.

Den nye virkelighed, hvor store italienske klubber er presset til at satse mere på talentudvikling er imidlertid en trussel mod Atalantas strategi. Kampen om de italienske talenter er blevet mere markant i Lombardiet, hvor storklubber som Internazionale og AC Milan investerer mere på egen talentudvikling som en konsekvens af, at de ikke kan følge med spanske og engelske klubber på transfermarkedet. En anden velkendt problemstilling for udviklingsklubber som Atalanta er tendensen med at udenlandske klubber henter spillerne tidligt for at undgå høje transfersummer. Vito Marrone (nu i Sunderland) og Jacopo Salo (nu i Sampdoria) er begge eksempler på spillere, der forlod Bergamo, inden de fik debut på førsteholdet til fordel for henholdsvis Arsenal og Chelsea. Alligevel har Atalanta formået at holde fast i talentudvikling som klubbens DNA og vigtigste forretningsgrundlag, hvilket understreges af, at Atalanta matcher internationale storklubber som Arsenal og Bayern München, når det kommer til udvikling af værdifulde spillere, der kan begå sig i de fem største ligaer. I Bergamo tilskrives den succes en kultur, hvor man i mange år har arbejdet nøje med udvælgelsen af ungdomstrænere, der kan videreføre og dyrke den tekniske og kreative spillestil, som klubben er kendt for. Det er således næppe tilfældigt, at den tidligere landstræner Cesare Prandelli gik fra en rolle som spiller til ungdomstræner og sidenhen cheftræner i Atalanta, der på hjemlige breddegrader er lige så respekteret for udvikling af trænere som af spillere.

Kommercialisering og udenlandske investorer
I en klub som Atalanta gør strategi det ikke alene. Man er også dybt afhængig af de store klubbers succes og i sidste ende penge. Det fører os tilbage til den generelle tilstand i italiensk fodbold. For hvis svaret på den italienske nedtur er nye stadions, må spørgsmålet være, hvordan de italienske klubber finder midler at bygge for. Italiensk klubfodbold har traditionelt set været afhængig af lokale forretningsmænd, der har set fodbolden som et legetøj og middel til anerkendelse. Fiat-mogulen Gianni Agnelli var den første rigmand i Europa, der for alvor brugte fodbolden til at søge indflydelse og opnå anerkendelse. Han blev symbolet på Juventus, og er på mange måder foregangsmand for nutidens rigmænd i international fodbold. Siden fulgte Silvio Berlusconi, der i høj grad gjorde brug af sin succes med AC Milan, da han skulle skabe sig en politisk karriere og gøre “Italien til AC Milan” som Berlusconis politiske parti “Forza Italia” valgslogans lovede.

I dag er flertallet af italienske klubber fortsat på italienske hænder, men udenlandske konsortier eller ejere er kommet til i AC Milan, Internazionale, AS Roma og Bologna. Det har mødt stor modstand hos de italienske ultras, der frygter for de langsigtede konsekvenser af udenlandske investorers indtog. Blandt store del af ultra-bevægelsen sympatiseres med højrefløjen, og her ses globaliseringen som det onde. Her ser man hellere en lokal klubejer, der investerer med hjertet end udenlandske konsortier, der går efter at udvikle den kommercielle forretning og tjene penge. Spørgsmålet er blot, om der reelt er noget alternativ til sidstnævnte i et Italien, der har brug for investeringer, og samtidig befinder sig i en gigantisk økonomiske krise efter mange års overforbrug.

Derfor bør de udenlandske investeringer også ses som en tiltrængt nødvendighed, hvis AS Roma, AC Milan og Internazionale m.fl. skal have succes, og følge Juventus-modellen med etablering af nye stadions og opbygningen af globale brands. En sådan udvikling vil også smitte af på Atalanta, der sammenholdt med et nyt stadion, skal lukrere på de store klubbers internationale tilbagevenden. Hvis det sker, er der håb for italiensk klubfodbold, som har en historie, folklore og tiltrækningskraft som få ligaer kan matche i Europa.

Græsrødderne fra hackney marshes by Dan Pedersen

FODBOLDENS MANGFOLDIGHED ER OMDREJNINGSPUNKTET FOR FOTOGRAFEN SIMON DI PRINCIPE, DER HAR PORTRÆTTERET SUNDAY LEAGUE FODBOLD I DET NORDØSTLIGE LONDON. 

Hver søndag mødes græsrødderne på vindblæste baner i et hjørne af London, for at spille fodbold i selvorganiserede rækker under det engelske FA. De tusindvis af spillere, der er med i ”Sunday League” turneringerne i Hacknet Marshes har det til fælles, at de mødes om den runde bold, om kommer fra alle hjørner af kloden – Vestindien, Asien, Afrika og England.

Siden slutningen af det 19-århundrede har Hackney Marshes været synonym med græsrodsfodbold. I efterkrigstiden var der over 120 11-mands baner på området, men i dag er antallet 80, hvilket stadigvæk gør spillestedet til det klart største i London.

Hackney Marshes kan beskrives som et sociologisk og kulturelt fænomen, der har haft uvurderlig betydning for de tusindvis af fællesskaber, som gennem tiden har mødtes på banerne. Fotografen Simon Di Principe, der selv har spillet Sunday League i Hackney Marshes har lavet en smuk portrætserie, at et sted og dets brugere, for hvem græsrodsfodbolden er et omdrejningspunkt i livet.

-  Hackney Marshes are there as a place for young men to go every Sunday, a place for them to release their tensions playing football, and feel a sense of community. I think that's really important, personally, and it would be a shame if that was not to continue for another hundred years. Somewhere like the Marshes should be kept and preserved, because for some men, the Marshes are all they've got in life. They might hate their jobs, or whatever, but once a week they get to go down there and play football, and socialise with their mates.

Foto: Simone Di Principe

Læs mere om bogen her. 

 

Så smukt skal fodbold formidles by Dan Pedersen

static1.squarespace.jpg

Kan man lave et stilfuldt fodboldmagasin, hvis første udgave udelukkende handler om fodbold på Færøerne? Svaret er ja.  

Et nyt engelsk fodboldmagasin, der tager layout og billedsiden til nye højder er på gaden. Glory hedder magasinet, som er et must buy for alle med forkærlighed for fodboldkultur, rejse og smukke billeder. Her er et fodboldmagasin, der hylder fodboldkulturen og gør det smukke spil endnu smukkere ved at udforske livet uden for rampelyset. Det nye magasin kan bedst beskrives som en arty udgave af det tyske magasin 11 Freunde. Hver side er eksekveret med en sjælden omhyggelighed, der er så gennemført, at man fristes til at juble. 

I første udgave er holdet bag Glory rejst til Færøerne for at afdække en af verdens mest passionerede fodboldnationer. De er optaget af at undersøge, hvorfor den lille nation i det nordlige Atlanterhav er så passionerede omkring deres fodbold. I indledningen forsvares valget ud fra et simpelt argument om at 10% af befolkningen møder op på stadion for at følge den bedste række. Det gør den færøske Premier League til verdens mest besøgte liga pr. indbygger, og den passion sætter folkene bag Glory sig for at undersøg. Derfra tager det fart - fra første til sidste side.  

I en række dybdegående artikler fortælles om grundlaget for den færøske fodboldkultur. Om hvordan vind og vejrforhold påvirker kulturen, om de udenlandske spilleres indtog og om sensationssejren over Østrig i 1990. Der er også blevet plads til et interview med tophue-målmanden Jens Martin Knudsen samt en finurlig og underholdende reportage om livet som semi-professionel fodboldspiller på Færøerne. Fotografen Ryan Mason er manden bag billedserien fra de færøske stadions, der viser de barske og fascinerende omgivelser som spillere og tilskuere er underlagt. Alt sammen er det med til at bringe den unikke færøske fodboldkultur op til overfladen.    

Glory er efter deres eget udsagn sat i verden for at bringe det smukke tilbage i spillet. Det har de haft held med, og i  næste nummer tager de læseren med på en ny rejse til Kosovo. Jeg glæder mig! Tjek Glory ud og bestil din egen udgave. 11v11 anbefaler på det kraftigste.

Fra Maracanã til Bordeaux by Dan Pedersen

Det nye matmut Atlantique er EM-slutrundens smukkeste stadion og et vartegn for Bordeaux i det sydvestlige Frankrig. Foto: Flickr/patrick janicek/CC BY 2.0

Det nye matmut Atlantique er EM-slutrundens smukkeste stadion og et vartegn for Bordeaux i det sydvestlige Frankrig. Foto: Flickr/patrick janicek/CC BY 2.0

Moderne fodboldstadions er fleksible multiarenaer og pengegenerende eventmaskiner. Men nyt stadion i Bordeaux er også et smukt vartegn for hovedbyen i det sydvestlige Frankrig.

Slutrunder har siden det første verdensmesterskab i Uruguay i 1930 været ensbetydende med opførelse af nye monumenter. Fra det gigantiske Maracanã i Rio De Janeiro med plads til 199.000 tilskuere i 1950 til designikonet Allianz Arena i München i 2006. De første stadions var med ståpladser, begrænset udsyn eller under åben himmel, men fra 1960’erne og frem gjorde TV og kommercielle interesser det vigtigere at imødekomme publikum og sponsorernes behov. I første omgang handlede det om funktionalitet og komfort. Man skulle konkurrere med fodbold i TV, og gøre stadions attraktive for tilskuerne, der nu kom fra flere sociale lag og stillede større krav til oplevelsen. Derfor kom der afsnit med siddepladser under tag, ligesom sikkerheden med tiden blev et vigtigt parameter efter tilskuerkatastroferne på Heysel og Hillsborough i 1980’erne. Faciliteterne blev også udbygget så de kunne imødekomme oplevelserne rundt om fodboldkampen. Merchandise, madboder, restauranter, presserum og business-lounger blev integreret i det traditionelle stadionbyggeri.

Siden slutningen af 1990erne har man flere steder bygget kommercielle og fleksible multiarenaer, som har langt flere indtægtsmuligheder end det traditionelle fodboldstadion. Skydetag, baner som kan køres ud under åben himmel, gigantiske storskærme, lounger og hoteller er den nye virkelighed. Amsterdam Arena og Veltins Arena i Gelsenkirchen er eksempler på moderne stadions, som er meget mere end arenaer for fodboldkampe. De er pengegenerende eventmaskiner, der kan rumme koncerter, sportsbegivenheder og kulturevents.

Stadions som ikoner
Det moderne fodboldstadion har udviklet sig i takt med at sporten er blevet en gigant forretninger. De multifunktionelle stadions med moderne teknologi og luksuriøse faciliteter er kommet for at blive, men tendensen er at arkitektur og design spiller en vigtigere rolle, når der skal investeres milliarder i nye byggeprojekter. Nye stadions har også en vigtig funktion som ikoniske bygningsværker som politikere kan pege på, når de skal opbygge en regional eller national stolthed og vise sig frem for omverdenen. Derfor designes stadions også af verdens førende arkitekter, fordi de er blevet til unikke nationale monumenter, der er genkendelige over hele verden. Se blot på allerede nævnte Allianz Arena i München, der har sat nye standarder for form og design. Det højteknologiske luftskib er det tætteste man kommer på et monumentalt symbol for tysk fodbolds nye storhedstid. Se på Soccer City i Johannesburg, Bird´s Nest i Beijing eller sågar præsident Aleksandr Lukasjenko i Hviderusland, der har brugt 40.000.000 euro på futuristiske Borisov Arena, i provinsbyen Barysaw med 144.000 indbyggere. Fodbolden har flyttet sig fra arbejderklassen til den velhavende middelklasse og konsekvensen er, at stadions er blevet vigtige prestigeprojekter, der konkurrerer på lige fod med operahuse og andre kulturinstitutioner. 

Voldsomme investeringer frem mod EM
De franske EM-værter, med ministerpræsident François Hollande i spidsen, er også med på bølgen. Værtsnationen har investeret voldsomt i nye stadions, der skal vise trikoloren frem for resten af Europa. Siden beslutningen om at tildele Frankrig værtskabet foran Italien og Tyrkiet i 2010, har man i Lens, Paris, St. Etienne og Marseille gennemført omfattende renoveringer. Og I Lyon, Lille, Nice og Bordeaux har man bygget helt nye stadions som led i forberedelserne til EM. Bæredygtighed, teknologi, ikonisk design og større tilskuerkapacitet har været tedensen ved etableringen af de nye stadions, der på sigt skal føre fransk fodbold op i den absolutte top.

Anlægsudgifterne til EM anslås til 1,6 milliarder euros. Det budget har selvsagt været kontroversielt i værtslandet, hvor befolkningen strejker mod nye arbejdsmarkedsreformer og kæmper med en arbejdsløshed på over 10%. Som ved de seneste VM-slutrunder i Sydafrika og Brasilien stilles der spørgsmålstegn ved etableringen af nye prestigebyggerier i et land, der har store økonomiske udfordringer, og som ikke har for vane at opføre store fodboldstadions. Fra 1945 og frem til 2012 blev der således kun bygget tre stadions i Frankrig, som kunne rumme over 30.000 tilskuere (Parc des Princes i Paris, La Beaujoire i Nantes og Stade de France i Saint-Denis). Efter EM-slutrunden vil kapaciteten på de franske stadions være øget markant, da alle EM-arenaer har plads til over 30.000 tilskuere. Forhåbningen er, at de nye faciliteter vil føre franske klubfodbold ind i en ny guldalder, hvor øgede indtægter gør det muligt at konkurrere med Serie A, La Liga og Bundesligaen. Det håb virker ikke urealistisk for interessen for fodbold er opadgående i Frankrig. To af de klubber, som allerede har taget de nye faciliteter i brug er OCG Nice og OSC Lille, der har oplevet en markant tilskuerfremgang på hhv. 78% og 128%.

Nyt højteknologisk vartegn i Bordeaux
Det mest markante vartegn blandt de nye EM-stadions er det kridhvide Matmut Atlantique i Bordeaux, der er designet af Herzog & De Meuron, som også stod bag det forbilledlige Allianz Arena i München, og futuristiske Bird's Nest i Beijing. De har endnu engang udfordret den traditionelle stadionarkitektur med et design, der er let genkendeligt og elegant for en bygning af sin størrelse.

De schweiziske arkitekter har ladet sig inspirere af landskabet og Gascogne regionens varetegn: strandfyren. Europas største skov af strandfyr (La forêt des Landes) ligger uden for Bordeaux, og de slanke fyrrestammer er symboliseret i konstruktionen af 900 hvide piller, der holder tribunen og den flydende tagkonstruktion. Inderst består stadion af en oval bowle som man har adgang til fra de åbne korridorer, hvor fra man kan se ud over det omkringliggende landskab. Opstigningen sker af de enorme ziggurat-lignende trappepartier, der skal signalere åbenhed. Resultatet er et smukt og geometrisk stadion, der med sit raffinerede design passer til den sydeuropæiske kultur, og passer ind i fortællingen om Bordeaux som en moderne storby i nærheden af skov og natur.

Matmut Atlantique erstatter det nedslidte Stade Chaban-Delmas, der blev brugt i forbindelse med VM i 1938 og 1998. Hvor det gamle stadion var en klassisk fodboldarena under åben himmel er det nye stadion multifunktionelt, og skal rumme både fodbold, rugby, koncerter og events. Ny teknologi har gjort det muligt at udvikle avancerede løsninger, som tager højde for baneslitage og bæredygtighed. Matmut Atlantique er, som flere af de nye stadions, energineutralt og drives af solenergi, ligesom regnvandet opsamles og genbruges. Derudover drives airconditionanlægget ved at udnytte de fremherskende vinde ved vestkysten. Den mest revolutionerende detalje er dog selve banen, der benytter den såkaldte AirFibr-teknologien, som er den hidtil mest avancerede kombination af natur og kunst. I stedet for at græsset slår rødder i jorden, slår det rødder i de såkaldte substrater, som består af milliarder af syntetiske korn. Det gør rødderne stærkere og gør det naturlige græs i stand til at modstå slitage i form af opslåede græstørv, bump eller huller i banen.

Unikt og karakteristisk design
Om Matmut Atlantique sætter ny standard for design, som det var tilfældet med Allianz Arena i München er nok tvivlsomt. Allianz Arena har siden opførelsen været et pejlemærke for stadions over hele verdenen. Men som det er tilfældet med det rå klippestadion i Braga, har Bordeaux fået et unikt vartegn, der skiller sig ud fra mængden og er mere end blot et nyt multistadion. Matmut Atlantique er et lille mesterværk, der vil fungere som et arkitektonisk pejlemærke for Bordeaux i mange år frem.

Fakta:
Navn: Matmut Atlantique
Kapacitet: 42.115 tilskuere
Pris: 184 millioner euro
Hjemmebane: Girondins de Bordeaux

Artiklen har også været bragt på www.mediano.nu

Se billeder af Matmut Atlantique her. 

-Der fløj sten gennem luften by Dan Pedersen

Italiensk fodbold er ikke for sarte sjæle. 82-årige Flemming Nielsen oplevede lidt af hvert, da han i starten af 60'erne spillede for Atalanta BC.

Flemming Nielsen var kendt som en hårdfør spiller, der gjorde ondt på modstanderen. I Atalanta huskes danskeren for sin indsats, der førte til klubbens hidtil eneste trofæ - Coppa Italia i 1961. 

Flemming Nielsen var kendt som en hårdfør spiller, der gjorde ondt på modstanderen. I Atalanta huskes danskeren for sin indsats, der førte til klubbens hidtil eneste trofæ - Coppa Italia i 1961. 

Hvad hjertet er fuldt af – løber munden over med. Når en samtale med Flemming Nielsen runder fodboldklubben Atalanta BC, og livet i Italien, er den 82-årige fodboldspiller ikke til at stoppe. OL-sølvvinderen fra 1960 er stadigvæk aktiv på de københavnske fodboldbaner i DBU Københavns Grand Old Veteran Masters række, og fodbold er fortsat det han definerer sig selv ud fra. Han kom til Italien og Atalanta BC som en dansk fodboldpionér, der var med til at vinde klubbens hidtil eneste betydningsfulde trofæ – Coppa Italia i 1961. Det har fans af Bergamo-klubben ikke har glemt. De huske den frygtede skudstyrke, de lange glidende tacklinger og indkastene til midten af straffesparksfeltet.

-Atalanta er en klub, som altid har bestræbt sig på at være med i den bedste række. Den pokalsejr er det eneste de rigtigt har vundet, så den glemmer de aldrig. Der kom 30.000 mennesker, da der var 50 års jubilæum for sejren. Mange af dem var ikke til stede dengang - de var jo dårligt nok født dengang. Alligevel kan de startopstillingen, hvem der scorede osv. Tilhængerne er rablende gale, men de er også sjove.

Spillerbussen smadret i Milano
Flemming Nielsen har masser af historier om tilhængernes fanatisme. Fælles for de mange anekdoter er, at fodbold i Italien altid har været et cirkus drevet af tilhængernes passion for spillet. En af de situationer som Flemming Nielsen husker tydeligst var en berømt kamp mellem AC Milan og Atalanta på San Siro. Mod kampens slutning stod det 0-0 i opgøret, som AC Milan helst skulle vinde, hvis de skulle gøre sig håb om at vinde det italienske mesterskab. Milano-klubben var reduceret til 10 mand, da den argentinske stjernespiller Altafini sparkede ud efter danskeren.   

-Jeg tog bolden fra ham (Altafini) i en tackling. Han blev liggende på græsset, men da jeg går væk, sparker han ud efter mig. Jeg vender fodsålen til, så han losser foden direkte op i mine støvleknopper. Vi blev begge vist ud, og det førte til ragnarok på tilskuerpladserne, genkalder Flemming Nielsen.

-På vej ud af banen satte tilskuerne ild til aviser og kastede efter mig. Da vi kom ud fra stadion stod de og ventede på os. Jeg tror ikke der var gået 20 sekunder, før alle ruder i spillerbussen var smadret. Der fløj sten gennem luften, og en dansk journalist, som var nede for at besøge mig og min danske holdkammerat Kurt Kristensen, fik en sten i panden – blodet flød og vi gemte os i bunden af bussen. Så fik vi ellers politieskorte hele vejen til Bergamo. Det var squ meget sjovt, lyder det bramfrit fra Flemming Nielsen om den voldsomme episode, der er blevet til en god historie som årene er gået.

Lærte italiensk på forhånd
Episoden i Milano var ikke et enestående tilfælde for danskeren. Omstillingen fra de trygge rammer i Danmark til de professionelle tilstande i Italien var ikke så lige til. Heldigvis havde han lært en smule italiensk på forhånd. Forud for De Olympiske Lege i Rom i 1960 havde B93-træneren Carlos Pinter fra Ungarn sørget for privatundervisning. Pinter vurderede, at danskeren ville have gavn af at kunne begå sig på italiensk, når han skulle repræsentere Danmark ved OL. Lektionerne i italiensk kom for alvor danskeren til gode, da han havnede i Bergamo.  

-Det var en stor hjælp, at jeg kunne tale en smule italiensk, for det var en helt anden verden, jeg havnede i. Der var mange flere forbud og regler uden for banen. Mentaliteten var også en anden. Jeg husker en anden episode med førnævnte Altafini fra Milan. Det var en af mine første hjemmekampe i Bergamo, og det stod 0-0 kort før tid. Vores centerhalf sparkede Altafini ned og slap med et gult kort. Efter kampen sad vi i omklædningsrummet, hvor jeg konfronterede ham med det, jeg syntes var en vanvittig tackling. Han sagde blot:

-Nielsen, du er fortsat en amatør. Hvis jeg havde ladet ham gå, havde vi tabt kampen, og så kunne vi vinke farvel til vores bonus og et vigtigt point. Hvad siger man til den slags?

Stadig forgudet i Bergamo
I dag forsøger Flemming Nielsen at følge med hjemme fra stuen på Østerbro, når Atalanta spiller. Klubben har en helt særlig plads i hans hjerte og han besøger ind imellem klubben, hvor han tilbragte de bedste år af sin fodboldkarriere. Når han går rundt i Bergamo bliver han ofte genkendt, og ind imellem sker det, at han overfaldes af passionerede Atalanta-fans, som da han gik på hovedgaden i Bergamo sammen med nogle venner, for år tilbage.

-Pludselig kommer en bil kørende, som bremsede hårdt op foran os. Manden stiger ud og løber hen til mig - Nielsen, Nielsen - råber han. Vores venner troede det var noget, jeg havde bestilt, men det var det altså ikke. De er fantastiske til at huske deres gamle helte. Det er helt vanvittigt.

Efter tre år i Italien rejste Flemming Nielsen til skotske Morton, hvor han spillede i to sæsoner inden han vendte hjem til Danmark.

Ovenstående artikel har været bragt i Københavnsk Fodbold. 

Glad all over again by Dan Pedersen

DEN ENGELSKE RAPPER OG CRYSTAL PALACE-FAN DOC BROWN GENOPFINDER GLAD ALL OVER FØR FA CUP FINALEN MOD MANCHESTER UNITED.

Som optakt til årets FA Cup finale har rapperen Doc Brown udgivet en finalesang, der skal hjælpe den fem kg tunge FA Cup pokal til Selhurst Park. Hittet låner fra klubsangen Glad All Over som Crystal Palace spillerne optrådte med tilbage i 1990. Dengang sang og klappede Alan Pardew og de andre spillere på live-tv før finalen mod Manchester United. Vel at mærke iført et nylon track-suit fra HI-TEC. Doc Brown har tydelige referencer til 90er holdet, men her stopper sammenligningen, for på 26 år flytter både fodbolden, musikken og moden sig.   

Før kampen mod Manchester United vil den originale Glad All Over af the Dave Clark Five med garanti runge ud af højttalerne på Wembley. Popsangen, der er en fast tradition på Selhurst Park, er blevet sunget af klubbens fans lige siden the Dave Clark Fives første gang optrådte på stadion i 1968. Til årets finale får den så følgeskab af en ny ørehænger, der vil blive spillet igen og igen, hvis Zaha, Bolasie og de andre Palace-spillere får deres vilje, og hiver trofæet til Holmsdale Road i Croydon.

John Salako, Geoff Thomas, Alan Pardew og Mark Bright. Finaleholdet fra 1990 giver den hele armen før finalen mod Manchester United, der blev tabt efter omkamp. 

Kilder: Crystal Palace’s Glad All Over Again to revive FA Cup final musical tradition

italiensk fodbold vil rejse sig by Dan Pedersen

nedslidte stadions har ført til dalende interesse og manglende indtægter i italiensk fodbold. nu skal investeringer bane vej for en renæssance.

Der går ikke måneder mellem offentliggørelsen af nye stadionprojekter i Italien. Slidte og faldefærdige anlæg har skreget på renoveringer eller nye alternativer i byer som Napoli, Cagliari, Bergamo m.fl. Det er dog langt fra alle entreprenante ideer, der er blevet til noget, men nu kan en håndfuld klubber endelig se frem til nye faciliteter. I AS Roma, Udinese, Atalanta og Cagliari er byggeriet undervejs eller står lige for døren.

Nødvendige investeringer
Hvis man ser bort fra Juventus har Italien glimret ved sit fravær på den internationale fodboldscene i de senere år. Siden AC Milans historiske 4-0 sejr over FC Barcelona i 1994, har man hentet tre Champions League trofæer mens man i Europa League (tidl. Uefa Cup) havde sidste finaledeltager i 1999. For en af de mest ikoniske fodboldnationer er det langt fra tilfredsstillende.

En vigtig årsag har været dårlig økonomi. I 2016-udgaven af Deloittes ”Monye League” er der kun et italiensk hold i top 10 (Juventus) og yderligere tre hold i top 20 (AS Roma, Internazionale og AC Milan). Indtægter fra salg af TV-rettigheder er en væsentlig årsag, men de italienske klubber halter også voldsomt efter når det kommer til indtjening på kampdage, og her får de nedslidte og umoderne stadions skylden. Atletikbaner som i Rom, Verona og Napoli skaber for lang afstand mellems spillere og tilhængere. Manglen på moderne faciliteter som hoteller, supermarked og megastores er et andet problem. Læg dertil at klubberne betaler dyre lejeindtægter for de kommunalt ejede stadions – en konstruktion, der har gjort italiensk fodbold mindre attraktiv for udenlandske investorer, der leder efter klubber med selvejede faciliteter.

Roma vil true Juventus
En af de klubber, som er på udenlandske hænder er AS Roma, der er ejet af den amerikansk investeringsgruppe, NEEP Roma Holding. De har set, hvordan et nyt stadion har løftet Juventus, og vil nu gøre dem kunsten efter, med opførelsen af Stadio Della Roma, der får plads til 52.000 tilskuere og står færdigt i 2018. 

Udover Roma kan flere af de mindre Serie A klubber se frem til opgraderinger. I Bergamo er renoveringen af Stadio Atleti Azzurri D'italia påbegyndt, men foreløbigt er det kun den dyre langside, der er blevet udbygget og renoveret. I Udinese er man nået hele vejen rundt i forbindelse med moderniseringen af Stadio Friuli, der er blevet et velfungerende stadion takke være Pozzo-familiens mange millioner. Endelig har Sardiniens fodbold stolthed, Cagliari, fået tilladelse til at gå i gang med opførslen af et nyt stadion, der skal erstatte det faldefærdige Stadio Sant'Elia når klubben fylder 100 år i 2019. 

Og flere klubber drømmer om at følge efter. I Napoli, Fiorentina, Lazio, Sampdoria og AC Milan har man en erklæret hensigt om at bygge nye stadions, der skal øge indtægterne, få tilhængerne tilbage på tribunen og i sidste ende løfte italiensk fodbold ud af dyndet. Udfordringen er økonomien, der er voldsomt udfordret i hele det italienske samfund. Derfor vil man sikkert se flere udenlandske overtagelser i de kommende år som det er sket i AS Roma, Internazionale og senest i AC Milan.   

Atalanta BC havde håbet at gå i gang med bygningen af dette smukke stadion. Desværre må Bergamo-klubben  nøjes med at renovere Stadio Atleti Azzurri D'Italia. Photo: ctrlmagazine

Atalanta BC havde håbet at gå i gang med bygningen af dette smukke stadion. Desværre må Bergamo-klubben  nøjes med at renovere Stadio Atleti Azzurri D'Italia. Photo: ctrlmagazine

Udinese er færdige med opbygningen af det nye Friuli stadion, der er ejet af familien Pozzo. Photo: Matteo Favi/CC BY-SA 4.0

Udinese er færdige med opbygningen af det nye Friuli stadion, der er ejet af familien Pozzo. Photo: Matteo Favi/CC BY-SA 4.0

Cagliari er netop vendt hjem til Serie A, og Sardiniens fodboldstolthed har flere gode nyheder til deres fans. I forbindelse med klubbens 100 års jubilæum i 2019 flytter man ind på et nyt stadion. 

Cagliari er netop vendt hjem til Serie A, og Sardiniens fodboldstolthed har flere gode nyheder til deres fans. I forbindelse med klubbens 100 års jubilæum i 2019 flytter man ind på et nyt stadion. 

Red star fc: Modpol til Paris Saint-Germain by Dan Pedersen

Indgangen til den ene langside på Stade Bauer. Hjemmebane for Red Star FC. Foto: Hugo Cadena

Indgangen til den ene langside på Stade Bauer. Hjemmebane for Red Star FC. Foto: Hugo Cadena

Som barn var Hugo Cadena PSG-fan. I dag holder han med arbejderklubben Red Star FC fra det nordlige Paris. En klub, der tiltrækker de fans, som søger et alternativ til PSG.

Paris Saint Germain var fraværende i toppen af fransk fodbold indtil olien begyndte at flyde nær Parc Des Prince. Med penge kom succes, og efter 19 års venten har PSG nu vundet sit fjerde mesterskab i træk. Det har ført den Qatar-ejede klub tilbage på den international fodboldscene, men for folk som Hugo, der er Red Star FC fan og står bag artiklens billedserie, er magien og tilhørsforholdet forsvundet.

- Som barn var jeg fan af PSG, men Qatar-millionerne gjorde mig mismodig og trist. Jeg kunne slet ikke relatere til klubben længere. Med Red Star føler jeg, at det er anderledes. Det er en rigtig fodboldklub – ikke et brand. Det er i hvert fald det, jeg bilder mig selv ind.

I skyggen af PSG, og de mange internationale verdensstjerner, lever de mindre parisiske klubber en anonym tilværelse. I sidste sæson havde lysets by tre fodboldklubber i den næstbedste række, men to af disse (Creteil og Paris FC) endte med at rykke ud. Det efterlader Red Star FC, der har etableret sig som hipsternes, immigranternes og de venstreorienteredes klub, som nærmeste udfordre til PSG.

En ægte arbejderklub
Modsat PSG, der blev stiftet i 1970 er Red Star en traditionsklub fra 1897, som blev grundlagt af den senere FIFA-præsident og VM-grundlægger, Jules Rimet. Dengang var missionen at grundlægge en arbejderklub, hvor der var plads til alle uanset social klasse, etnicitet og rang. En filosofi og historie, som i dag tiltaler alle dem, der har fået nok af tårnhøje billetpriser og astronomiske spillerlønninger.

- Red Star har en smuk historie. Der er fortællingen om Jules Rimet og om frihedskæmperen Rino Della Negra, der spillede for klubben under 2. verdenskrig. Det er en arbejderklub, som bygger på kultur og værdier – ikke titler og stjerner. Det er anti-moderne fodbold. Faktisk føler jeg, at kulturen minder mere om engelsk fodbold for årtier tilbage – det er dét, som tiltaler mig, fortæller Hugo.

En af de store udfordringer for Red Star, der har vundet den franske pokalfinale hele fem gange, er hjemmebanen Stade Bauer i det nordlige Paris. Stadionet fra 1909 er ved at falde fra hinanden, og blev i sommeren 2015 suspenderet som følge af oprykningen til den næstbedste række. Derfor spillede klubben i sidste sæson sine hjemmekampe på Stade Brisson i Beauvais – 75 km fra nord for Paris.

Fans vil blive i Paris’ svar på Brooklyn
Afstanden har afholdt mange tilhængere fra at møde op til hjemmekampene, og som konsekvens heraf har man haft det laveste tilskuergennemsnit i Lique 2. De sportslige resultater var ellers imponerende i oprykningssæsonen med de tidligere Premier League spillere David Bellion (Manchester United og Sunderland) og Hameur Bouazza (Watford) som de mest prominente navne på holdet. Red Star sluttede sæsonen på en overraskende femteplads - lige uden for oprykningspladserne. Spørgsmålet er dog om en plads i Lique 1 vil bringe noget godt med sig grundet de mange uafklarede forhold omkring et nyt stadion.

- Alle omkring klubben - fans, kommunen og staten ønsker at vi skal blive på Stade Bauer og renovere det, men de er ikke villig til at betale for renoveringen. I stedet for taler de om at rive det ned og bygge et helt nyt stadion eller flytte os ud til Stade De France.

Sidstnævnte vil i følge Hugo Cadena være den forkerte løsning, fordi klubben så vil flytte væk fra Saint-Ouen, som af mange beskrives som Paris’ svar på Brooklyn. Derfor sætter han sin lid til, at den uafhængige fangruppe, Association Red Star Bauer, kan redde Stade Bauer og Red Star – en klub som Frankrigs ministerpræsident Francois Hollande har kaldt et levende museum for fodbolden.

- De forsøger at organisere en crowdfunding model, hvor fans og investorer betaler for dele af renoveringen. Lige nu er gruppen vores eneste håb, fordi de virkelig forsøger at sætte skub i tingene og gøre en forskel til gavn for alle omkring Red Star.

Socialdemokraten vender hjem
Førnævnte ministerpræsident, Francois Hollande, har ved flere lejligheder erklæret sin kærlighed til Red Star. Senest i efteråret 2015, da han vendt hjem til barndomsklubben i forbindelse med kampagnen om "sportens værdier" frem mod EM 2016. Historiefortællingen om socialdemokraten, der vendte hjem til rødderne var godt iscenesat af Hollande´s bagland. Her stod ministerpræsidenten i en venstreorienteret og immigrantvenlig arbejderklub, der er hipsternes favorit, og som tilmed har fransk fodbolds eneste kvindelige direktør. Hollande stod som planlagt i kontrast til rivalen Nicolas Sarkozy, der er glødende PSG-fan og underforstået med på Bling-Bling vognen og Qatar-ejernes ødsel med oliepenge. Hollande var da heller ikke sen til at sende et budskab til Saint-Ouens højreorienterede borgmester William Delannoy, der har skudt planerne om renovation af Stade Bauer til indkast.

- Red Star oplever en ny ungdom, og det vil være en skam, hvis et ny stadion ikke følger med denne bølge af optimisme, udtalte Hollande ved den lejlighed.

En modpol fra forstæderne
Scenen med Hollande og Sarkozy er et fint billede på forskellene mellem de to klubber. PSG har brug for en modpol, og Red Star har alle de ingredienser, der skal til for at blive et holdbart alternativ i det nordlige Paris’ forstæder med dets mange sociale udfordringer og muligheder. Red Star har fans, en stolt historie, klubværdier og et nyt akademi, der skal udvikle talenter fra ”la banlieues” (forstæderne), hvor mere end 80% af den parisiske befolkning bor. Det allerede velfungerende ungdomsarbejde, som har været med til at understøtte fodbolden i området, og har udviklet blandt andre Moussa Sissoko og Abou Diaby, er et vigtigt argument for, at politikerne skal støtte op om klubben og et nyt stadion, der er den vigtige sidste brik, hvis Red Star skal muliggøre drømmen om oprykning til Lique 1.   

Nedenfor kan du se udvalgte billeder, taget af Hugo Cadena, til en af Red Star FCs hjemmekampe på Stade Bauer.  

Red Star - en ægte arbejderklub fra Saint Ouen i det nordlige Paris.  Foto: Hugo Cadena

Red Star - en ægte arbejderklub fra Saint Ouen i det nordlige Paris.  Foto: Hugo Cadena

Det faldefærdige Stade Bauer blev af sikkerhedsmæssige årsager ikke godkendt til fodbold inden denne sæson.  Foto: Hugo Cadena

Det faldefærdige Stade Bauer blev af sikkerhedsmæssige årsager ikke godkendt til fodbold inden denne sæson.  Foto: Hugo Cadena

Hipsternes ynglingsklub. Saint Ouen er et attraktivt område, der er kendt for en majoritet af venstreorienterede stemmer.  Foto: Hugo Cadena

Hipsternes ynglingsklub. Saint Ouen er et attraktivt område, der er kendt for en majoritet af venstreorienterede stemmer.  Foto: Hugo Cadena

Francois Hollande har fremhævet Red Star som et symbol på et multikulturelt Frankrig, hvor der er plads til alle.  Foto: Hugo Cadena

Francois Hollande har fremhævet Red Star som et symbol på et multikulturelt Frankrig, hvor der er plads til alle.  Foto: Hugo Cadena

Red Star er det eneste alternativ til pengeklubben PSG, der ikke falder i alle pariseres smag.  Foto: Hugo Cadena

Red Star er det eneste alternativ til pengeklubben PSG, der ikke falder i alle pariseres smag.  Foto: Hugo Cadena

Motherwell solgt for 1€ by Dan Pedersen

De lokale fans har altid støttet op, når Motherwell FC spiller hjemme på Fir Park. Fremover skal de også drive fodboldklubben via ny fond. Photo: Stewart Cutler/FLICKR/CC BY-NC 2.0

De lokale fans har altid støttet op, når Motherwell FC spiller hjemme på Fir Park. Fremover skal de også drive fodboldklubben via ny fond. Photo: Stewart Cutler/FLICKR/CC BY-NC 2.0

Fans iværksatte overtagelsen af Hearts of Midlothian i 2014 efter at klubben kom under administration. Nu følger Motherwell FC samme eksempel. Skotske fans vil redde deres klubber gennem abonnementservice.

Betal 50 kr. om måneden og bliv medejer af din fodboldklub. Fans af Hearts of Midlothian tog i 2014 initiativ til at oprette en fond, og siden har 8.000 ”investorer" abonneret på en andel i Edinburgh-klubben, der har en målsætning om at være 100% fan-ejet i 2020. Ideen til den nye ejerskabsmodel kommer på baggrund af en mislykket overtagelse i 2004. Dengang overtog den litauiske forretningsmand Vladmir Romanov majoriteten i Hearts, der efter en kortsigtet økonomisk indsprøjtning skulle gennem et mareridtsforløb, der endte med at klubben var konkurstruet og kom under administrationen. Romanovs forretningsempirium gik ned, og klubejeren var tæt på at tage 142 års fodboldtraditioner med sig i faldet.     

Solgt for 1 pund
I Motherwell FC har fans kigget Hearts over skulderen, og nu følger de eksemplet fra Edinburgh. Modsat Hearts, der stadigvæk er økonomisk hjulpet frem til 2020 af den skotske forretningskvinde Ann Budge, bliver Motherwell FC overtaget øjeblikkeligt. Det er klubbens nuværende ejer Les Hutchison, der har takket ja til at sælge den lokale fodboldklub for 1 pund og slå en streg over sit lån til klubben. 

Lokal forankret fondsmodel
Den nye ejerkreds bliver den fanbaserede fond ”Well Society”, der står klar til at overtage forpligtelserne og sikre, at Motherwell FC fremover bliver drevet ud fra et princip om nærhed og lokal forankring. Metoden, der skal skabe en bæredygtig forretningsmodel er en crowdfunding-model, hvor fans betaler et månedligt beløb for at være medlem af fonden. I bedste Netflix-stil betaler man et beløb, afhængig af hvilke muligheder og services man ønsker. Det mindste beløb (50 kr.) giver dig medlemsskab, stemmerettigheder og mulighed for at stille op til fondens bestyrelse. For betydeligt større beløb får man en række eksklusive rettigheder så som golfture med spillerne, sit navn på stadion eller en plads på det officielle holdfoto. 

Kilder: 
http://www.thewellsociety.co.uk/
Evening Times

INDBLIK I LISSABON-ULTRAS by Dan Pedersen

få sætter billeder på passionen for fodbold som den portugisiske fanklub juve leo, der leverer flotte billeder.  

Med 120.000 medlemmer og mere en 50 forskellige sportsgrene under klub-paraplyen er Sporting Clube de Portugal en af Portugals største sportsklubber sammen med SL Benfica. Siden 1976 har Juve Leo, der blev grundlagt af studerende, stået bag fodboldholdet og fangruppen er dermed den ældste ultra-gruppe i portugisisk fodbold. Det er sjældent at hardcore fans giver offentligheden et indblik i den rå machokultur og passion, som hersker i miljøet. Her er Juve Leo anderledes. Til hver kamp producerer Ultra-gruppen en video fra før, under og efter kampen. Nyd de flotte nærbilleder fra Liga Cup sejren over Braga i 2015 eller fra lokalderbyet mod Benfica fra sæsonen 2015/16.

Den store skønhed by Dan Pedersen

Mand slukker tørsten i klubhuset. Foto: Jürgen Vantomme  

Mand slukker tørsten i klubhuset. Foto: Jürgen Vantomme  

Den belgiske fotograf Jürgen Vantomme har portrætteret de lavere rækker i belgisk fodbold på smukkeste vis.

En mand sidder i klubhuset og drikker øl mens en fodboldkamp spilles i baggrunden. Den belgiske fotograf Jürgen Vantomme rammer ind i fodboldens fællesskaber på sin melankolske rejse rundt på forblæste fodboldbaner. Intet kan stoppe fodboldspillerne og de fans, der er så optaget af spillet, at de glemmer omverdenens forgængelighed.

Jürgen Vantomme har udgivet bogen Offside og udstillet ”Crossing the Field” i flere europæiske byer.

Du kan se flere billeder på www.groundhopping.be

Forfald og ydmyge forhold hos FC Sobemai Maldegem. Foto: Jurgen Vantomme

Forfald og ydmyge forhold hos FC Sobemai Maldegem. Foto: Jurgen Vantomme

RC Mechelen følges her fra åbent vindue. Foto: Jurgen Vantomme

RC Mechelen følges her fra åbent vindue. Foto: Jurgen Vantomme

Fodbold i provinsen. Foto: Jürgen Vantomme

Fodbold i provinsen. Foto: Jürgen Vantomme

Tung kernekraft kan ikke holde det belgiske fodboldfolk på afstand. Foto: Jürgen Vantomme

Tung kernekraft kan ikke holde det belgiske fodboldfolk på afstand. Foto: Jürgen Vantomme

Lokal identitet i asturien by Dan Pedersen

300.000 Sporting fans var på gaden i Gijon, for at fejre oprykningen til La Liga. Photo: Álvaro Millán/Flickr/CC BY-ND 2.0

300.000 Sporting fans var på gaden i Gijon, for at fejre oprykningen til La Liga. Photo: Álvaro Millán/Flickr/CC BY-ND 2.0

Et hold bestående af lokale akademispillere og en klub med 50.000 aktionærer. Sporting Gijon og Real Oviedo har på hver deres måde fået fat i lokalbefolkningen.

Befolkningen fra det gamle kongerige Asturien har i århundreder levet af fiskeri og landbrug. Senere blev regionen, med de Cantabriske bjerge ved Biscayabugten, en vigtig motor for den spanske industrialisering og kendt for udvinding af stål og kul. I dag kan befolkningen stadigvæk genkalde fortællingen om Asturien som et klassisk arbejdersamfund, der værner om fortidens helte. Det har de lokale fodboldklubber Sporting Gijon og Real Oviedo også nydt godt. På trods af manglende sportslig succes har begge klubber bevaret deres status, som vigtige kulturinstitutioner for den million indbyggere, der bor i Asturien.

Lokale helte fra Gijon
Med 240 fanklubber på verdensplan og 21.000 medlemmer er Sporting Gijon ikke hvilken som helst klub. Storhedstiden var tilbage i slutningen af 1970erne og frem, hvor man flere gange repræsenterede Spanien i de europæiske turneringer. Dengang bestod klubben af lokale spillere, og den strategi er man nu vendt tilbage til. I sommers rykkede man op i La Liga efter tre sæsoner i den næstbedste række med en trup af lokale spillere, der er udviklet på Mareo, klubbens eget akademi.

Akademiet der blev bygget i 1978, og har udviklet stjerner som de tidligere Barcelona-spillere Luis Enrique, David Villa og Abelardo har i mange år været klubbens fundament. Da man i 2014 blev ramt af en transfer embargo, som konsekvens af en gæld på 30 millioner euro, blev akademi-tanken vigtigere end nogensinde før. Det økonomiske uføre var et benspænd, der viste sig at være held i uheld for Sporting, som gik ind til forrige sæson med en trup, hvis gennemsnitsalder var 23 år og bestod af 18 spillere - alle født i Asturien og udviklet på akademiet. Der var selvsagt ingen forventninger til en klub i den forfatning, men efter 42 kampe rykkede Sporting Gijon op i La Liga efter en 3-0 sejr over Real Betis i sidste spillerunde.

300.000 indbyggere stimlede sammen i Gijon for at fejre fodboldmiraklet, der førte til markante forstærkninger af holdet frem mod den nuværende sæson. Truppen blev i sommers suppleret af supertalenter fra storklubber som FC Barcelona og AS Roma, der har fået øjnene op for Sporting Gijon og træner Abelardo. Således vandt Sporting kampen om en af Europas mest efterspurgte talenter Alen Halilovic (19), da FC Barcelona besluttede sig for at udleje ham til en mindre klub. Det samme var tilfældet med topscoren Antonio Sanabria (19), der er kommet til klubben på en lejeaftale fra AS Roma. De to ”wonderkids” supplerer den i forvejen unge trup, hvor lokale talenter som Jorge Mere (18) og Carlos Castro (20) har debuteret på Spaniens U21 landshold. Og indtil videre holder Sporting sig på den rigtige side af nedrykningsstregen med støtte fra de 23.000 tilskuere, der møder op på hjemmebanen El Molinon. Et tilskuersnit, der er i top 10 i La Liga, og som tilskrives brugen af lokale spillere.

Folkeaktier blev Oviedos redning
I 2012 blev Asturiens anden klub, Real Oviedo, ramt af en konkursbegæring. Klubben blev sat under administrationen efter en langstrakt kamp med manglende sportslige resultater og store økonomiske problemer. Der var langt til fordoms styrke i 1990erne, hvor stjerner som Robert Prosinečki og Julio Dely Valdés henrykkede publikum på Estadio Carlos Tartiere. Real Ovideo var på tæt på at lukke og slukke, men en redningsaktion med de tidligere Real Oviedo ungdomsspillere Juan Mata, Michu og Santi Cazorla i spidsen, tiltrak fodboldverdens opmærksomhed. Mere end 20.000 fodboldfans fra 80 lande købte sig ind i Real Oviedo, der også fik økonomisk støtte af en af verdens rigeste mænd, Carlos Slim. Aktionen lykkedes og en aktionærudvidelse i 2015 har ført til, at Real Oviedo nu er på hænderne af 50.000 fodboldfans i mere end 125 lande.

I denne sæson har klubben haft over 20.000 fans til kampene i den næstbedste række. I skrivende stund ligger man til at rykke op i La Liga, og dermed kan både Real Oviedo og Sporting Gijon drømme om at være repræsenteret i La Liga fra næste sæson.   

Copa 90 har produceret en dokumentar om den bemærkelsesværdige redning af Real Oviedo. 

Kilder:
The Miracle of Sporting, World Soccer
Real Oviedeo - the remarkable story of a club the world united to save, The Guardian

THIS IS ENGLAND - GRIMSBY TOWN fc by Dan Pedersen

Fisk, kutter og fodboldkultur i grimsby town fc. Se thomas turgose "take" på fiskerklubben.

Klublogoet med fisk og kutter er symbolet på Grimsby Town FC fra den engelske østkyst. Vi har at gøre med en by, der kan betegnes som Englands svar på Esbjerg, og som i følge beretninger, blev grundlagt af en dansk fisker. "The Mariners", som er tilhængernes kælenavn, har til daglig hjemme i den syvende bedste række og er britisk fodboldkultur, når det er allerbedst. I en ny kortfilm af Copa fortæller skuespilleren, Thomas Turgoose, fra filmen "This Is England" om sit forhold til klubben, hjemmebanen Blundell Park og om play-off kampen mod Bristol Rovers sidste forår, hvor 47.000 tilskuere mødte op på Wembley til oprykningskampen om en plads i Ryman League - den sjette bedste række. 

Grismby er forbundet med fiskeri i Nordsøen. Klubbens fanzines hedder ganske opfindsomt When We’re Fishing, The Fishy og Cod Almighty. Jamesdaniel4792/Flickr/CC BY-NC-ND 2.0

Grismby er forbundet med fiskeri i Nordsøen. Klubbens fanzines hedder ganske opfindsomt When We’re Fishing, The Fishy og Cod Almighty. Jamesdaniel4792/Flickr/CC BY-NC-ND 2.0

Det er ydmyge forhold, der venter gæstende fans, når de ankommer til Blundell Park, der oprindeligt blev bygget i 1899. Photo Credit: John Lord/Flickr/CC BY 2.0 Kilde: The Guardian. This is Grimsby: Thomas Turgoose on his love of the Mariners

Det er ydmyge forhold, der venter gæstende fans, når de ankommer til Blundell Park, der oprindeligt blev bygget i 1899. Photo Credit: John Lord/Flickr/CC BY 2.0

Kilde: The Guardian. This is Grimsby: Thomas Turgoose on his love of the Mariners

Em-værter bygger Smukke stadions by Dan Pedersen

Når EM 2016 går i luften vil det ske på en række nye og topmoderne stadions. Særligt de nye anlæg i Bordeaux og Marseille stråler af skønhed. 

EM-slutrunder er som oftest ensbetydende med nye stadions. I Frankrig er man ved at være klar til næste sommers slutrunde med en perlerække af nye varetegn. Det nye stadion i Bordeaux, som er tegnet af schweiziske Herzog & de Meuron, der også stod bag arenaen i München, har tegnet Matmut Atlantique. Et smukt stadion med plads 42.000 tilskuere, der holdes oppe af 900 standere, der skal symbolisere Europas største skov af strandfyr, som ligger i Gascogne-regionen.  Marseille er også klar til EM-slutrunden efter, at den gamle Vélodrome er blevet renoveret. Renoveringen betyder at Vélodromen har bevaret sin centrale placering i det sydlige del af Marseilles centrum. Det nye stadion har plads til 67.000 tilskuere og renoveringsudgiften er på 263 millioner euro. Nedenfor kan du se de to stadions, der sammen med nye eller renoverede anlæg i Lyon, Nice og Lens udgør fem af otte spillesteder til slutrunden.

Matmut Atlantique stadion i Bordeaux. Photo Credit: Nazionale Calcio/FLICKR/CC BY 2.0

Matmut Atlantique stadion i Bordeaux. Photo Credit: Nazionale Calcio/FLICKR/CC BY 2.0

Den nye Vélodrome i Marseille. Photo Credit: Design_EX/Flickr/CC BY-NC 2.0

Den nye Vélodrome i Marseille. Photo Credit: Design_EX/Flickr/CC BY-NC 2.0

ET Historisk kuld - Vigo årgang 1997-03 by Dan Pedersen

Holdet fra den historiske 4-0 sejr over Juventus i 2000. 

Holdet fra den historiske 4-0 sejr over Juventus i 2000. 

 

Et indlæg Til minde om et Celta Vigo hold, der var blandt de mest seværdige fodboldhold i Europa. 

Fra tid til anden husker man tilbage på hold, der gjorde et særligt indtryk. Underdogs, der kom ud af ingenting og begejstrede alle med smukt spil, overraskende resultater og nye stjerner. I 1990erne blev Spanien kendt for disse hold. Alaves, Deportivo La Coruna og Celta Vigo trådte alle frem på den internationale scene til glæde for fodboldseere og fans over hele Europa.

En grusom offensiv                                
Vigo er en havnebyen i det nordøstlige Spanien med Europas største fiskerihavn og 300.000 indbyggere. Siden grundlæggelsen i 1923 havde den lokale fodboldklub Celta Vigo levet et stille liv, men under ledelse af den spanske træner Victor Fernández skulle alt det ændre sig i perioden fra 1997 og frem til 2003.

Det fascinerende ved Celta Vigos forvandling var, at det skete på en lige dele overlegen og ydmyg måde. Overlegen fordi fodbolden var seværdig og tid tider grusom for modstanderen. Ydmyg fordi spillerne var lokale eller hentet for små penge i udenlandske klubber. Grundstamme bestod af spanske spillere, der blandt andet udgjorde en god defensiv med den senere Real Madrid spiller Michel Salgado, som den mest iøjnefaldende. Foran forsvaret havde Celta Vigo den franske midtbanespiller Claude Makelele, der fik sit gennembrud her. Makelele skulle beskytte offensiven sammen med den aldrende brasilianske verdensmester Mazinho. Længere fremme lå en perlerække af kreative spillere, der snart skulle vise omverdenen deres værd. Den russiske playmaker Alexander Mostovoi var superstjernen, der på sine gode dag var uspillelig som Vigos 10ere. Ved siden af ham var israeleren Haim Revivo, russeren Valery Karpin og argentineren Gustavo Lopez. Helt fremme fik spillere som Lubaslav Penev,  Benedict Mccarthy,  Mido og Catanha på skift succes som målscore på det angrebsivrige Celta Vigo hold.

De store ydmygelser
Store hold huskes for de kampe, hvor de udspillede modstanden og henrykte publikum. Sejre på 4-0 over Juventus, 7-0 over Benfica og 3-1 over Liverpool var resultater, der skabte gehør på den internationale fodboldscene. Et hidtil ukendt hold fra det fjerne Galicien havde ydmyget nogle af verdens største klubber på den frygtede hjemmebane, Balaidos. I den hjemlige liga måtte Real Madrid og Barcelona også bøje sig og udsættes for deciderede ydmygelser som det skete den 11. April 1999, da Celta Vigo slog kongeklubben fra Madrid med hele 5-1.

Celta Vigo vandt aldrig et trofæ i deres gyldne periode. Det bedste resultat blev en fjerde plads i ligaen og tre europæiske kvartfinaler. Til gengæld opnåde de i 2001 at blive kåret som verdens bedste hold i en enkelt måned af IFFHS (Det internationale fodboldforbund for historikere og statistiskere), hvilket er en passende afslutning på historien om Celta Vigo. De var på deres gode dage eller i deres gode måneder blandt de mest seværdige hold i Europa. Og i Alexander Mostovoi, hvis lokale kælenavn var El Zar de Balaidos, havde de en af sin tids mest undervurderede fodboldspillere. Han kom aldrig til en af de store europæiske klubber og fik international anerkendelse, for som hans træner (Victor Fernandez) konkluderede i sin biografi mange år senere havde fodbolden været ond ved russeren. 

Kilde: Russian Football News: A Legend in his own time.

Bad Boys FC by Dan Pedersen

penge og skandaler. fotoserie stiller skarpt på fodboldspillere som rollemodeller.

Fodboldspillere skal ses som rollemodeller på godt og ondt. Se iscenesættelsen af nogle af fodboldhistoriens mest kontroversielle øjeblikke med et humoristisk ”touch”.

I en detaljeret billedserie, genskaber George Logan og Tom Dazand kontroversielle situationer med Zidane, Balotelli, Cantona m.fl. 

Se hele billedserien af George Logan og Tom Dazand.

Mario Balotelli scenen fra tiden i Manchester City. Foto: George Logan og Tom Dazand

Mario Balotelli scenen fra tiden i Manchester City. Foto: George Logan og Tom Dazand

Luis Suarez bidder Branislav Ivanovic. Foto: George Logan og Tom Dazand

Luis Suarez bidder Branislav Ivanovic. Foto: George Logan og Tom Dazand

Paul Gascoigne har netop scoret mod Skotland ved EM i England i 1996. Foto: George Logan og Tom Dazand

Paul Gascoigne har netop scoret mod Skotland ved EM i England i 1996. Foto: George Logan og Tom Dazand

Guds hånd. Diego Maradone vipper den forbi Peter Shilton ved VM i 1986. Foto: George Logan og Tom Dazand

Guds hånd. Diego Maradone vipper den forbi Peter Shilton ved VM i 1986. Foto: George Logan og Tom Dazand