Zdenek Zeman: Mål og smøger / by Dan Pedersen

Zdenek Zeman og Foggia præsident Pasquale Casillo var to storrygende legender fra italiensk fodbold i 90'erne. Photo Credit: Piero Vaglioni/flickr/CC BY-NC-ND 2.0

Zdenek Zeman og Foggia præsident Pasquale Casillo var to storrygende legender fra italiensk fodbold i 90'erne. Photo Credit: Piero Vaglioni/flickr/CC BY-NC-ND 2.0

Zdenek Zeman er en kultfigur i Italien, hvor hans karakter har inspireret sangeren Antonello Venditti og komikeren Antonio Albanesse, hvis figur ”Frengo” er en storrygende tv-kommentator, der holder med Foggia. 

Den tjekkiske træner, som emigrerede til Italien blev på mange måder modsætningen til italiensk fodbolds selvforståelse. Historien om Zdenek Zeman er fortællingen om et fodboldgeni, der fik sit gennembrud langt hjemmefra. Under Sovjetunionens indmarch i Prag var Zeman i Italien for at besøge sin onkel Cestmir Vycpalek, der spillede for Juventus. På grund af urolighederne i hjemlandet blev Zeman i Italien og den beslutning skulle få afgørende betydning, da han rejste med onklen fra Juventus til Palermo, hvor han fik mulighed for at forfølge en karriere indenfor sportens verden. Hjemme i Tjekkoslovakiet havde Zeman studeret idræt og haft interesse for volleyball og håndbold, som han selv dyrkede. I Italien var fodbolden ikke til at komme udenom, og med onklens hjælp blev han tilknyttet et talentakademi i Palermo.

-Vi havde ingenting. Ingen bane, ingen bolde, intet tøj…Ikke desto mindre arbejdede vi hårdt. På 9 år udviklede vi tres spillere, der fik professionelle kontrakter, tres, Zdenek Zeman.

I 1979 fik Zeman sin trænerlicens sammen med AC Milan ikonet, Arrigo Saachi. Det var nu tid til at tage det første skridt og blive cheftræner for sicilianske, Licata, der netop var rykket op i de professionelle række. Zeman fik stor succes og anerkendelse for at tage upåagtede Licata fra Serie C til Serie B. Det offensive 4-3-3 system med en dybdeliggende playmaker og tre rigtige angribere på toppen var en mindre revolution i Italien, men taktikken virkede i catenaccios hjemland.

En gylden årgang i Foggia  
I 1986 valgte klubpræsidenten i Foggia, Pasquale Casillo, at ansætte Zeman, men den temperamentsfulde præsident mistede hurtigt tålmodigheden, for så at hente ham tilbage til Foggia nogle år senere efter succesfulde ophold i Parma og Messina. I anden forsøg fik Zeman sit gennembrud i det, som blev starten på en historisk storhedstid i Foggia. Den syditalienske klub overraskede alt og alle med senere stjernespillere som Guiseppe Signori, Luigi Di Baggio, Jose Chamot og Dan Petrescu. I Foggia blev den storrygende Zeman en kultfigur.  4-3-3 taktikken, hvor spil på offside, zoneopdækning og højt pres på modstandernes banehalvdel var vigtige kendetegn, overvandt selv den mest skeptiske tifosi. I 1991/92 sæsonen, hvor holdet blev kaldt, Foggia dei Miracoli, scorede holdet 58 mål og lod det samme antal gå ind i eget net. En sådan målstatistik i serie A medførte stor bevågenhed, og Zemans spillestil fik endda sit eget kælenavn – Zemanlandia.

Zeman indtager Rom
Zeman’s bemærkelsesværdige resultater blev fulgt fra hovedstaden, hvor Lazio stod klar med et attraktivt tilbud inden sæsonen 1994/95. Her blev Zeman genforenet med Guiseppe Signori, der nu var blevet en af Serie A’s mest frygtede angribere. Et stjernebesat Lazio hold fik en godkendte placeringer som nr. to og tre under Zeman, men det var ikke nok for Lazio ejer, Sergio Cragnotti, der fyrede tjekken. Et træk som skabte stor utilfredshed blandt Lazio’s tilhængere.

-De siger at mine hold ikke kan forsvare. Det er ikke sandt. I Lazio havde vi en sæson, hvor vi var det hold, som tillod færrest mål imod os. Men det er sandt at jeg fortrækker spillere, som vil angribe frem for at forsvare. Jeg opfordrer mine spillere til at angribe, fordi det er positivt og vanskeligere end at forsvare og destruere modstandernes spil, Zdenek Zeman. 

Lokalrivalerne fra AS Roma greb straks chancen for at tilknytte Zeman, der med en fjerde og femte plads fik pæne resultater. Men i sidste ende var ambitionerne større og Zeman måtte vige pladsen til fordel for Fabio Capello, der efterfølgende vandt mesterskabet mens Zemans offensive spillestil blev udstillet som en fiasko i klubber som Fenerbahce og Napoli. Tiltroen til Zeman var forsvundet og kulttræneren måtte tage til takke med ophold i mindre italienske klubber som Salernitana,  Avellino og Lecce.

Comeback til Zemanlandia
Bedst som Zemanlandia så ud til at være fortid lykkedes det at overgå alle forventninger og genfinde euforien fra halvfemserne. Med Lecce endte Zeman således på en tiende plads i sin første sæson, hvor Valeri Bojinov og Mirko Vucinic og resten af Lecce truppen scorede næstflest mål efter Juventus (68). I den anden lod man tilsvarende 73 mål gå imod sig. De flotte resultater varede dog ikke ved og Zeman blev fyret. Herefter fulgte en tid i Røde Stjerne Beograd inden nye flotte resultater ventede med upåagtede Pescara. Med en række unge supertalenter som Ciro Immobile, Lorenzo Insigne og Marco Verratti leverede Zeman en ny mirakelsæson. Med en målscore på 90-55 sendte Zeman Pescara tilbage i Serie A for første gang i tyve år. De mange talentfulde spillere, som havde spillet holdet op i den bedste række blev straks hentet hjem til de klubber, de var udlejet fra, eller hentet til større klubber, som det var tilfældet med Marco Verratti, der skiftede til Paris St Germain. 

AS Roma var klar til at hente Zeman tilbage og erklærede, at man havde til hensigt at give den offensive strateg lang snor, for at opnå en offensiv og attraktiv spillestil. I februar 2013, otte måneder efter ansættelsen, blev Zeman fyret, da holdet ikke havde leveret tilstrækkelig gode resultater.

Kilder:
Talking about football; Zdeněk Zeman: anarchic, chain-smoking and something entirely different.The Boar; Cult heroes: Zdenek Zeman af Viral Shah