Den romantiske pokalturnering / by Dan Pedersen

Den engelske FA Cup giver de små klubber chancen for at spille mod de store verdensstjerner. Her er det Dover Athletic fans i en kamp mod Crystal Palace på Crabble Athletic Ground. Photo Credit: Richard Fisher/FLICKR/CC BY 2.0

Den engelske FA Cup giver de små klubber chancen for at spille mod de store verdensstjerner. Her er det Dover Athletic fans i en kamp mod Crystal Palace på Crabble Athletic Ground. Photo Credit: Richard Fisher/FLICKR/CC BY 2.0

For de små klubber handler FA Cup om at deltage, stå op mod overmagten og få andel i tv og entréindtægter. For Storklubberne er turneringen ren prestige.

Den 5 kg tunge og 48 cm høje FA Cup Pokal er et symbol på engelsk fodbold. Turneringen som er fremhævet blandt de 100 ikoner, der bedst symboliserer det engelske folks kultur og historie er fodboldens fortælling om David mod Goliath. Her får amatørspillere fra de lavere rækker en mulighed for at kæmpe mod fodboldens verdensstjerner - endda i en demokratisk turnering uden seedning eller andre fordele til de store hold. Læg dertil den solidariske fordeling af pengene, hvor en udekamp på et vilkårligt Premier League stadion kan være dét, der gør forskellen på en god eller dårlig sæson.

En demokratisk turnering
I weekenden træder de store hold ind på scenen for at kæmpe på steder som London Road, Brunton Park og Recreation Ground. Traditionen tro spilles den første runde med Premier League deltagelse i starten af januar. Her venter de frosthårde baner på Aguero, Hazard og Ozil. Spørgsmålet er bare om de mange superstjerner er med. For med Premier Leagues nuværende TV-aftale, der sender mere end én halv milliard til Premier Leagues bundhold er det økonomiske incitament taget ud af FA Cup, der kun generere en brøkdel af de summer. Da Arsenal vandt pokalen i 2014 havde klubben en samlet indtægt i præmie og tv-penge på ca. 40 millioner kr - som kontrast fik Arsenal tæt ved 1 milliard kroner for en fjerdeplads i Premier League. Tendensen er derfor klar. De små klubber kan se frem til en økonomisk gevinst ved et FA Cup eventyr, hvor man deler entréindtægterne ligeligt. For de store klubber handler pokalen udelukkende om prestige, hvilket ikke vejer lige så tungt som penge. Derfor udelader Premier League klubberne deres bedste spillere, og det vækker bekymring i det engelske fodbold forbund. Nogle af de forslag man har diskuteret for at imødekomme storklubberne er seedning eller Champions League deltagelse til vinderen.

Modstand mod ny struktur
Hidtil har en ny struktur dog mødt stor modstand blandt fans af de mindre klubber. For dem er traditioner og den demokratiske tilgang kernen i verdens ældste pokalturnering. De vil for alt i verdenen bevare en turnering, hvor der bliver taget fra de rige og delt med de fattige.