London Calling på broen / by Dan Pedersen

London Calling er en fast del af optakten når Chelsea spiller hjemme på Stamford Bridge. Photo Credit: Ian Burt/FLICKR/CC BY 2.0

London Calling er en fast del af optakten når Chelsea spiller hjemme på Stamford Bridge. Photo Credit: Ian Burt/FLICKR/CC BY 2.0

Når London Calling runger ud af højttaleren på Stamford Bridge før kampstart er det ikke helt tilfældigt. Joe Strummer fra The Clash har ligesom en række andre musikere en forkærlighed for fodbold.

Steve Harris, Joe Strummer, Brian Johnson og Elton John. Ikoner i britisk musik, men også folk med en passion for fodbold. For Joe Strummer og Mike Jones fra The Clash, der i 1979 indspillede det legendariske album London Calling, var fodbolden et samlingspunkt. I en artikel i musikmagasinet Eight by Eight fortæller det engelske punk band om, hvordan de spillede fodbold hver eftermiddag foran studiet i Pimlico i det centrale London mens weekenderne gik med at sprænge over hegnet til Stamford Bridge. Her var de en del af Chelsea FC, der dengang spillede i de lavere rækker. 

Steve Harris og The Irons
Joe Strummer og Mike Jones er langt fra enestående tilfælde. De tætte bånd mellem britiske musikstjerner og de lokale fodboldklubber er mere reglen end undtagelsen. Brian Johnson fra AC/DC er "Geordie" og selvfølgelig fan af Newcastle, hvis trøje han har optrådt i ved flere lejligheder. Bassist Steve Harris fra Iron Maiden var som dreng til prøvetræning i West Ham United - en klub han har fulgt lige siden. På verdensturnéen "Brave New World" fik Iron Maiden endda designet en t-shirt i "Irons" farver.  

Slash og Stoke On Trent
Elton John er indbegrebet af Watford FC. I 1976 blev han valgt til formand i London klubben, som han har stået i spidsen for af to omgange. Den ene langside på Vicarage Road er opkaldt efter æresformanden og hedder nu Sir Elton John Stand. Robbie Williams er fan af Port Vale, for hvem han scorede i en testimonial kamp for Martin Foyle mod selveste Manchester City. Og West Bromwich Albions har altid været klubben for Eric Clapton, der i 1978 udgav LP´en Backless, hvor han sidder med et WBA tørklæde om halsen.

Og listen er lang....Damon Albarn fra Blur er fan af Chelsea, Robert Smith fra The Cure holder med Queens Park Rangers og Slash fra Guns N´ Roses følger naturligvis The Potters fra Stoke On Trent, hvor han voksede op.

Læs artiklen "How football shaped The Clash´s greatest album" i 8by8mag.