Folle amore nostro - kærlighed fra masserne / by Dan Pedersen

Stadio Comunale Atleti Azzurri D'Italia er et af de gamle traditionelle fodboldstadions fra Mussolini-tiden. Nu står stadion overfor en omfattende renovering, hvis Atalanta får held til at købe stadionet af bystyret i Bergamo.  

Stadio Comunale Atleti Azzurri D'Italia er et af de gamle traditionelle fodboldstadions fra Mussolini-tiden. Nu står stadion overfor en omfattende renovering, hvis Atalanta får held til at købe stadionet af bystyret i Bergamo.  

Kan udenlandske investeringer og opkøb af kommunale anlæg redde italiensk fodbold efter årtiers krise? Tag med til Bergamo og få historien om den aktuelle tilstand i italiensk fodbold set fra tribunen på Atalantas helligsted - Stadio Comunale Atleti Azzurri D'ItaliA

At Atalanta har fået en central rolle i denne artikel, skyldes flere forhold. Dels er det interessant at se på en fodboldkultur ud fra et anderledes perspektiv end storklubbernes. Dels befinder Atalanta sig i en opbrudstid, hvor overtagelsen af det nedslidte “Stadio Comunale Atleti Azzurri D'Italia” kan definere fremtiden og danne præcedens for andre italienske klubber. Ydermere er Bergamo-klubben kendt som en af Italiens fremmeste talentudviklingsklubber, og ultra-grupperingen på “Curva Nord” hører til blandt de mest frygtede på den italienske halvø. Derfor denne historie om en charmerende og stolt provinsklub fra Bergamo, der fungerer som et billede på mange af de udfordringer og forandringer, som er aktuelle i Serie A.

Opgør med kommunalt ejerskab
I foråret 2016 fik Atalantas lokale rigmand og klubejer Antonio Percassi tilsagn fra byrådet i Bergamo om en overtagelse af det faldefærdige “Stadio Comunale Atleti Azzurri D'Italia”. Prisen lyder på 7,5 millioner euro - lidt over 55 mio. kr. - og hvis handlen falder på plads, vil det være første gang nogensinde, at en italiensk klub opkøber et kommunalt fodboldanlæg. Af selvsamme grund følger flere italienske klubber udviklingen i Bergamo, efter at de i mange år har lejet sig ind på kommunale stadions. I store fodboldbyer som Napoli, Rom, Milano og Firenze har man udarbejdet skitser og planer for nye stadions, men dårlig økonomi, fredninger af gamle stadions samt langvarige kommunale lejekontrakter har forhalet processen. Udfordringerne har dog ikke afholdt klubejere fra at præsentere en række entreprenante byggeprojekter, der skal føre italiensk fodbold tilbage til fordums styrke, og som har det til fælles, at de gør op med det kommunale samarbejde. Opgøret er dog ikke så ligetil i Italien, hvor kommuner får lejeindtægt fra stadions samt andel i klubbernes billetsalg. De indtægter har påvirket værdien af de kommunale stadions og nye byggegrunde, der værdisættes urealistisk højt. Men nu ser den aktuelle tilstand i italiensk fodbold ud til at ændre ved praksis. For nedslidte stadions og tilskuerkrise har skabt et stort pres på de lokale politikere, der langsomt åbner op for private investeringer i håb om, at nye prestigebyggerier kan føre til arbejdspladser og lokal vækst.

Tilbage i Bergamo er man godt i gang med renoveringen af “Atleti Azzurri D'Italia” på trods af, at det endelige salg endnu ikke er faldet på plads. Straks efter tilsagnet fra bystyret iværksatte Atalanta den første af fire etaper i den gennemgribende ombygning, som skal forvandle den slidte beton-gryde til et topmoderne stadion med en britisk tribune-konstruktion, hvor tilskuerne kommer tæt på banen. Det nye stadion skal stå færdigt i 2020, og dermed er “Stadio Comunale Atleti Azzurri D'Italia” snart fortid. Siden 1928 har Atalanta spillet deres hjemmekampe på det traditionelle fodboldstadion, hvis navn står mejslet ind i facaden over indgangen til hovedtribunen med de romerske figurer og ornamenter. I dag fremstår det som mange andre italienske stadions fra Mussolini-tiden - lige dele nedslidt og autentisk, og på alle måder en kontrast til moderne stadions med oplyste facader, komfortable og overdækkede siddepladser, megastores og tilhørende hoteller. I Bergamo står fodbolden alene i en ikke-kommerciel form, når tusindvis af dedikerede ultras mødes på de åbne terrasser, hvor de stående hylder og kæmper for “La Dea”, som er kaldenavnet for den græske gudinde i klubbens logo.

Den nedslidte beton-bowle tilhører først og fremmest dem: ultra-bevægelsen, der uden for stadion har afmærket deres territorium med sort og azurblå graffiti på tribuner, billethuse og facader. På en almindelig søndag udgør de yderliggående ultras en stor andel af de ca. 15.000 tilhængere, der møder op for at støtte Atalanta. I tusindvis er de samlet i timerne inden kampstart for, som altid, at diskutere holdets aktuelle situation, inden de stiller sig ned på “Curva Nord” for at yde en medrivende støtte til hjemmeholdet.

Deres naturlige mødested har i mange år været en lille bar over for hovedtribunen, hvor man på hylder og vægge finder vimpler, souvenirs og fotos fra klubbens historie. Her hænger minder fra klubbens eneste triumf, da man vandt Coppa Italia i 1963 med danske Flemming Nielsen på holdet, side om side med de farverige stjerner fra slutfirserne. Et billede af argentinske Claudio Caniggia, svenske Glenn Strömberg og brasilianske Evair har en central placering på væggen. De tre angribere var i klubben, da Serie A var den ypperste liga i Europa. De er fra en tid, hvor italienske klubber havde tre udlændinge på holdkortet, og hvor klubber som Atalanta kunne tiltrække og fastholde internationale stjerner, fordi Italien var stedet at være og blive set. Sådan er det ikke mere,  og det kan nemt føre til frustrationer blandt de magtfulde tilhængere, der føler at klubben er deres. Så sent som i forrige sæson fik 1500 ultras afløb for deres utilfredshed, da de efter en række dårlige resultater mødte op til en holdtræning for at udtrykke deres vrede.

Den store nedtur
Den slags scener er velkendt fra italiensk fodbold, men de er naturligvis ikke i klubbernes interesse. Her har man travlt med at tage afstand fra de loyale ultras for i stedet at tiltrække nye fansegmenter fra middelklassen, der kan løfte en skrantende omsætning. Den italienske liga har siden starten af 90’erne oplevet et samlet tilskuerfald på 33 procent, eller hvad der svarer til mere end 10.000 tilskuere pr. kamp. Og ser man overordnet på de italienske klubbers indtægter på kampdage, er der god grund til at søge nye veje. I 2016-udgaven af “Money League”-rapporten fra Deloitte, der måler internationale klubbers omsætning, fortsætter nedturen. Tre italienske klubber finder vej til top 20 mens samtlige Premier League-klubber placerer sig i top 40.

Den til tider voldsomme ultra-scene nævnes ofte som syndebuk, men der er bred enighed om, at den største hindring for tilskuerinteressen er de nedslidte stadions med løbebaner, som skaber stor afstand mellem tilhængere og banen, mens infrastrukturen gør det besværligt at komme til og fra de gamle stadions i bymidten. Konsekvenserne er til at tage og føle på for en fodboldnation, der er ramt af dårlig økonomi og manglende resultater på den internationale scene. At det er gået galt for Serie A, som i 80’erne blev kendt for lukrative tv-aftaler og havde verdens rigeste klubber, er dog ikke overraskende. Italiensk klubfodbold blev således ramt af en hammer, da et sammenfald af dårlige beslutninger, forkert timing og øget konkurrence truede. De nationale ligaer i England, Tyskland og Spanien indhentede op gennem 90’erne det forspring, som Silvio Berlusconi havde skabt gennem kreative tv-aftaler fra sit udgangspunkt i AC Milan og medievirksomheden Mediaset, som han selv ejede. Snart slog nye globale tv-aftaler, skabelsen af Premier League og en forældet infrastruktur bunden ud af italiensk klubfodbold. Mens andre lande etablerede nye multifunktionelle stadions, der var fleksible, tilskuervenlige og kommercielt gearede med lounger, hotelfaciliteter og restauranter, havde Italien investeret på det forkerte tidspunkt i forbindelse med de omfattende renoveringer og nybyggerier frem mod VM i 1990. Som eksempel på dårlig planlægning er det oplagt at nævne Stadio delle Alpi i Torino, der blev bygget i forbindelse med VM i 1990. Det nye stadion var fra begyndelsen upopulært blandt Juventus' fans på grund af løbebanen og den kolde atmosfære. Blot 19 år efter opførelsen blev det i 2009 jævnet med jorden for at gøre plads til Juventus Stadium, der siden har fordoblet klubbens tilskuergennemsnit.

Uforbeholden kærlighed fra tribunen
Når man i dag står på “Atleti Azzurri D'Italia”, giver det god mening, at de udenlandske spillere må hentes fra fjerde eller femte lag. Det gamle stadion i alt dets forfald er på alle måder en kontrast til pengestrømmene i moderne fodbold. Alligevel er 18.000 passionerede fans mødt op for at se en kamp mod Bologna, hvor undertegnede har taget plads på tribunen. De mange fans er hér, fordi passionen for fodbold er så stor og fundamental som noget sted i Europa. Det viser sig, når man møder den ældre og noble herre med sin Atalanta-pin i reverset, når man ser ægteparret i ens Atalanta tracksuits og hvide sneakers eller de tusindvis af ultras, der trofast følger Atalanta over hele Italien og trodser deres egen overbevisning om, at det hele er aftalt på forhånd og alligevel går af helvede til. De er her uge efter uge for at være en del af et stort teater med egne helte og skurke – passionerede ultras, legender og stjerner over for korrupte præsidenter, kommunalpolitikere og selviscenesættende dommere.

Nede på banen rettes alles øjne mod spillertunnelen, hvor en af dagens helte kommer ud fra mørket. En skarp og ulastelig klædt Roberto Donadoni, Bolognas træner, kommer gående, mens han holder hænderne oppe og klapper ud til sit gamle hjemmepublikum på Curva Nord, og de få Bologna fans, som har taget turen til Bergamo. Curva Nord hilser tilbage på legenden i centrum, før de udfolder en gigantisk nerazzurri tifo. På banen står en blanding af lokale talenter som målmanden Marco Sportiello og anonyme udenlandske navne som Boukary Drame og Jasmin Kurtic. De ser op på de fanatiske ultras med deres viftende flag, kanonslag og et banner med påskriften “Folle Amore Nostro”, som kan oversættes til ”kærlighed fra masserne”.

Talentudvikling som DNA
Den største stjerne denne søndag er den argentinske playmaker Alejandro Gomez. Han er en spiller, som flere storklubber holder øje med, og et salg kan snart komme på tale, for Atalanta er dybt afhængig af at udvikle spillere, der kan sælges videre. Den forretningsstrategi har lange traditioner i Atalanta, der kan sidestilles med de bedste internationale klubber, når det kommer til at udvikle spillere. I 2014 udgav CIES Football Observatory en rapport, der viste, at Atalanta var den italienske klub, der udviklede flest spillere til de fem største ligaer. I nyere tid har spillere som Riccardo Montolivo, Giacomo Bonaventura, Manolo Gabbiadini, Giampaolo Pazzini, Simone Zaza og Daniele Baselli alle taget springet fra Bergamo til større klubber. Flere af dem har fået debut for det italienske landshold, og de mange talenter følger en lang tradition efter klublegender som Gaetano Scirea og Roberto Donadoni.

Den nye virkelighed, hvor store italienske klubber er presset til at satse mere på talentudvikling er imidlertid en trussel mod Atalantas strategi. Kampen om de italienske talenter er blevet mere markant i Lombardiet, hvor storklubber som Internazionale og AC Milan investerer mere på egen talentudvikling som en konsekvens af, at de ikke kan følge med spanske og engelske klubber på transfermarkedet. En anden velkendt problemstilling for udviklingsklubber som Atalanta er tendensen med at udenlandske klubber henter spillerne tidligt for at undgå høje transfersummer. Vito Marrone (nu i Sunderland) og Jacopo Salo (nu i Sampdoria) er begge eksempler på spillere, der forlod Bergamo, inden de fik debut på førsteholdet til fordel for henholdsvis Arsenal og Chelsea. Alligevel har Atalanta formået at holde fast i talentudvikling som klubbens DNA og vigtigste forretningsgrundlag, hvilket understreges af, at Atalanta matcher internationale storklubber som Arsenal og Bayern München, når det kommer til udvikling af værdifulde spillere, der kan begå sig i de fem største ligaer. I Bergamo tilskrives den succes en kultur, hvor man i mange år har arbejdet nøje med udvælgelsen af ungdomstrænere, der kan videreføre og dyrke den tekniske og kreative spillestil, som klubben er kendt for. Det er således næppe tilfældigt, at den tidligere landstræner Cesare Prandelli gik fra en rolle som spiller til ungdomstræner og sidenhen cheftræner i Atalanta, der på hjemlige breddegrader er lige så respekteret for udvikling af trænere som af spillere.

Kommercialisering og udenlandske investorer
I en klub som Atalanta gør strategi det ikke alene. Man er også dybt afhængig af de store klubbers succes og i sidste ende penge. Det fører os tilbage til den generelle tilstand i italiensk fodbold. For hvis svaret på den italienske nedtur er nye stadions, må spørgsmålet være, hvordan de italienske klubber finder midler at bygge for. Italiensk klubfodbold har traditionelt set været afhængig af lokale forretningsmænd, der har set fodbolden som et legetøj og middel til anerkendelse. Fiat-mogulen Gianni Agnelli var den første rigmand i Europa, der for alvor brugte fodbolden til at søge indflydelse og opnå anerkendelse. Han blev symbolet på Juventus, og er på mange måder foregangsmand for nutidens rigmænd i international fodbold. Siden fulgte Silvio Berlusconi, der i høj grad gjorde brug af sin succes med AC Milan, da han skulle skabe sig en politisk karriere og gøre “Italien til AC Milan” som Berlusconis politiske parti “Forza Italia” valgslogans lovede.

I dag er flertallet af italienske klubber fortsat på italienske hænder, men udenlandske konsortier eller ejere er kommet til i AC Milan, Internazionale, AS Roma og Bologna. Det har mødt stor modstand hos de italienske ultras, der frygter for de langsigtede konsekvenser af udenlandske investorers indtog. Blandt store del af ultra-bevægelsen sympatiseres med højrefløjen, og her ses globaliseringen som det onde. Her ser man hellere en lokal klubejer, der investerer med hjertet end udenlandske konsortier, der går efter at udvikle den kommercielle forretning og tjene penge. Spørgsmålet er blot, om der reelt er noget alternativ til sidstnævnte i et Italien, der har brug for investeringer, og samtidig befinder sig i en gigantisk økonomiske krise efter mange års overforbrug.

Derfor bør de udenlandske investeringer også ses som en tiltrængt nødvendighed, hvis AS Roma, AC Milan og Internazionale m.fl. skal have succes, og følge Juventus-modellen med etablering af nye stadions og opbygningen af globale brands. En sådan udvikling vil også smitte af på Atalanta, der sammenholdt med et nyt stadion, skal lukrere på de store klubbers internationale tilbagevenden. Hvis det sker, er der håb for italiensk klubfodbold, som har en historie, folklore og tiltrækningskraft som få ligaer kan matche i Europa.