FORENINGSKULTUR: JOHN JOHN SKIFTER BANE / by Dan Pedersen

John Salby er et kendt ansigt blandt børn og unge på Nørrebro. Den tidligere misbruger har fundet en ny familie i fodboldklubben Nørrebro United, hvor han er 100% frivillig handyman og hjælpetræner. Foto: Klaus Sletting Jensen. 

John Salby er et kendt ansigt blandt børn og unge på Nørrebro. Den tidligere misbruger har fundet en ny familie i fodboldklubben Nørrebro United, hvor han er 100% frivillig handyman og hjælpetræner. Foto: Klaus Sletting Jensen. 

John Salby har boet på Amager de første 47 år af sit liv. En dag får han en hård dom af sin læge, der stiller ham et ultimatum. SKIFT RETNING ELLER DØ.

Det er lørdag aften den 14. december 2011. Klokken nærmer sig midnat for John Salby, der har drukket øl det meste af dagen. Han sidder alene i sin sofa, foran ham står et fyldt askebæger og tomme ølflasker. Efter 47 år på Amager har John Salby valgt at flytte. Alting i den 84 kvm store lejlighed i Kastrup er pakket ned i flyttekasser, og det er kun de store møbler, som står tilbage. Om et øjeblik slår klokken tolv, og når det sker skal han stoppe med sin alkohol og medicin og starte et helt nyt liv. Han henvender sig til gud og beder om hjælp: “I morgen flytter jeg på Nørrebro. Så vil jeg gerne starte et nyt liv uden rusmidler, men det kræver at du tager mig i hånden”, lyder bønnen.  Øjeblikket efter hælder han den sidste ølsjat i køkkenvasken.

Den følgende morgen sidder John Salby i en flyttebil fra 3x34 på vej til sit nye hjem i Julius Bloms gade nr. 30 på Nørrebro. Forud for beslutningen om at starte forfra gemmer sig en barsk historie om en mand, der kom på kant med livet. En hård opvækst på Amager, storebroderens selvmord i 1998 og den efterfølgende skilsmisse fra konen Gitte og parrets tre børn i 1999 blev for meget. John Salby gik bogstavelig talt i hundene, blev alkoholiker, lavede småkriminalitet, eksperimenterede med stoffer og kom derfor ind i psykiatrien i 2003, hvor han fik diagnosen permanent skizofreni.

Vendepunktet for John Salby blev mødet med foreningskulturen, men før det kom dertil måtte han handle på en dom og skifte retning i sit liv.   

Du skal dø John
Det er torsdag formiddag i august måned 2011. To måneder før aftenen i den tomme lejlighed. John har en konsultation på Psykiatrisk Center Amager. Allerede da han træder ind på overlæge Runa Munkners kontor fornemmer han, at noget er anderledes. Normalt handler samtalen om medicin. Skal han have Troxal eller Alprazolam? Men den dag er skrivebordet ryddet. Der er ingen journaler, kaffekopper eller papirer på bordet. John sætter sig ned og spørger, hvad de skal snakke om?

”Vi skal tale om dig, John”, siger overlægen.

John Salby konfronteres med det forliste forhold til sine tre børn, med barnebarnet han ikke ser og en krop, der ikke kan holde til mere alkohol, medicin og svær overvægt. Han er på det tidspunkt 47 år gammel og beskeden er, at han med garanti ikke kommer til at opleve sin 50 års fødselsdag med mindre han foretager nogle radikale ændringer i sit liv. John Salby synes dommen er uhyggelig. Han bliver både sur og bange for de ord, som kommer ud af Runa Munkners mund. Kan en overlæge overhovedet tillade sig at sige den slags?

Under samtalen kommer han selv frem til, at en ny start vil kræve, at han flytter væk fra bænken på Amager og det miljø han har været en del af siden barndommen. Runa Munkner rykker frem i stolen - “så flyt dog” siger hun, i det hun rejser sig fra skrivebordet og går ud af kontoret.

Turen over Langebro
Samtalen med Runa Munkner får John Salby til at handle. En sygeplejerske hjælper ham med at skrive et opslag, hvor han søger at bytte sin lejlighed i Kastrup til en mindre i København. Den efterfølgende søndag cykler han fra Sundby til indre København på en damecykel, som han har lånt af en sygeplejerske, der har aftenvagt i Informationen på Psykiatrisk Center Amager.

John Salby og hans enorme korpus på 141 kg kæmper sig på tværs af København. Fra Sundby, over Langebro og indtil Rådhuspladsen, hvor han gør sit første stop. I et plastikchartek har han 20  ønsker/haves sedler, som er printet på Psykiatrisk Center Amagers brevpapir. De første sedler hænger han op ved busstoppestederne på Rådhuspladsen, inden han cykler videre til Hovedbanegården, strøget og Nørrebro.

En måned senere bliver John Salby kontaktet af en pige, som bor på Julius Bloms gade på Nørrebro. Hun har set opslaget og leder efter en lejlighed på Amager, hvor hendes kæreste bor. De to bliver enige om at bytte.

Det første år på Nørrebro holder John Salby sig til Stefans Kirken, der bliver et fast holdepunkt, hvor han kommer hver uger og får en god kontakt til den lokale præst, Pernille Østrem. I hverdagene besøger han “Det Gule Hus”, som er et værested for folk med psykiske sårbarheder på indre Nørrebro. Her er han glad for de ”normale”, som han kalder personalet, men han føler, at brugerne holder ham fast i alt det, han har vendt ryggen.

John træder ind på banen
John Salby er på udkig nye relationer, da han en forårsdag i 2013 ser ud af vinduet fra sin lejlighed, hvor han får øje på et kvindehold, som spiller fodbold i Nørrebroparken. Selvom han aldrig har interesseret sig for fodbold går han ned af trappen og tværs over gaden for at se dem spille. Kvinderne har en gejst som John Salby ikke har set før på en fodboldbane. Hver gang bolden ruller ud mod sidelinjen kæmper de for at nå den. Først når bolden er ude stopper de op. Sådan er det ikke i de få kampe som John Salby har set i fjernsynet, hvor spillerne stopper op så snart de fornemmer, at de ikke kan nå bolden. Den iver og kampgejst som holdet udviser griber ham. I de følgende uger kigger han regelmæssigt forbi Nørrebroparken, for at se træningen. Han får også fat i et kampprogram og kommer til nogle af ”Queen Devils” hjemme og udekampe.

Det er her John Salby falder i snak med nogle klubfolk fra Nørrebro United. Han taler med David Ottesen fra bestyrelsen og Thomas ”Løven” Berg, som er træner for Queen Devils. De mangler en frivillig, som kan hjælpe til omkring holdet og spørger John Salby om han er interesseret? Det tilbud accepterer han endegyldigt, da en af spillerne træder frem på holdets vegne og giver ham en Nørrebro United T-shirt med den rammende tekst: “Nørrebro United - lokal og social”.

”Jeg blev faktisk helt forlegen og troede først jeg havde gjort noget forkert, for da jeg trådte ind på banen kiggede alle sammen på mig, men så kom hun med en gave, som var pænt pakket ind”, fortæller John Salby.

Del af et fællesskab
Kort tid efter møder John Salby formanden i Nørrebro United, Flemming Jensen. Sidstnævnte husker fint mødet med John Salby, der mødte op klar og parat med en ren straffeattest i hånden.

”John havde gjort det hårde arbejde og fragtet sig selv et langt stykke, men for ham handlede det også om at blive glad for dér, hvor han nu var landet og finde en ny mening med det hele. Det var her vi kom ind i billedet”, forklarer Flemming Jensen.

Det frivillige arbejde bliver efterhånden meget omfattende, for Nørrebro United har også brug for en handyman, som kan løse forefaldende opgaver i klubhuset (Baghuset) i Husumgade 44. Folk i Nørrebro United og den tilhørende økologiske skole, som klubben deler lokaler med finder ud af, at den tidligere telemontør har mod på at kaste sig ud i lidt af hvert. John Salby fixer en radiator, vasker tøj, sætter lamper op og sørger for kontakten til den lokale vinduespudser. Nogle gange får John Salby også sagt ja til opgaver som han ikke magter.

”Verdenen har brug for flere typer som John. Ingen opgave er for stor eller lille for ham. Han har en stædighed, som mange kunne lære af. Hvis der er et rør, som ikke virker så går han bare i gang med det, selvom han ikke har en skid forstand på det”, fortæller Flemming Jensen med et smil.

”Nogle gange smadrer han hele lortet, så må vi ringe til en VVS’er.” 

Alle samfundslag mødes i foreningskulturen
Ideen om at foreningskulturen har en særlig forudsætning for at aktivere og skabe netværk for udsatte grupper nævnes af flere interesseorganisationer omkring idræt og frivillighed. Både Danmarks Idrætsforbund (DIF) og frivillighedsrådet har i rapporter argumenteret for, at foreninger skaber fællesskaber og inkluderer de mennesker, der er ekskluderet fra de net­værk, som er de primære kilder til skabelsen af positiv social kapital. Her er styrken i foreningskulturen, at den bygger på en grundlæggende præmis om at alle samfundsgrupper kan bidrage til fællesskabet. Som regel har det handlet om at få ekskluderede grupper til at blive fysisk aktive, men ifølge Lektor og Ph.d. i idrætssociologi Annette Michelsen la Cour fra Syddansk Universitet er der god grund til at se nærmere på, noget som ingen før har kigget på, nemlig hvordan idrætsforeninger gør en forskel for socialt udsatte frivillige, der får et nyt og sundere netværk i foreningerne.

”Man har lavet en lang række frivillighedsundersøgelser, men det her område kunne være interessant at dykke ned i. Vi ved, at der er mange idrætsforeninger, som også har en social funktion og er gode til at agere redningsplanke for udsatte borgere”, forklare Annette Michelsen La Cour.

Accepteret og respekteret
I dag er John Salby blevet manden med hovednøglen, der slukker lyset om aftenen og åbner klubhuset om morgen.  John John som han kaldes af de unge i klubben er blevet en ildsjæl og Nørrebro United er som en familie for ham. Han elsker at bruge sin fritid i klubhuset, hvor han taler med alle og kommer med små hurtige kommentarer til børnene, deres forældre og de mange frivillige.

”Frivilligt, ulønnet, John Salby - kaldet John John. Sådan er det bare”, siger John Salby med slet skjult stolthed i stemmen. 

Siden den 14. december 2011 kl. 24:00 har John Salby ikke rørt alkohol, han har fået fjernet sin diagnose som permanent skizofren og har reetableret forholdet til to af sine tre børn.

Artiklen er også udgivet i seneste nr. af Fodboldmagasinet København