Serie A

italiensk fodbold vil rejse sig by Dan Pedersen

nedslidte stadions har ført til dalende interesse og manglende indtægter i italiensk fodbold. nu skal investeringer bane vej for en renæssance.

Der går ikke måneder mellem offentliggørelsen af nye stadionprojekter i Italien. Slidte og faldefærdige anlæg har skreget på renoveringer eller nye alternativer i byer som Napoli, Cagliari, Bergamo m.fl. Det er dog langt fra alle entreprenante ideer, der er blevet til noget, men nu kan en håndfuld klubber endelig se frem til nye faciliteter. I AS Roma, Udinese, Atalanta og Cagliari er byggeriet undervejs eller står lige for døren.

Nødvendige investeringer
Hvis man ser bort fra Juventus har Italien glimret ved sit fravær på den internationale fodboldscene i de senere år. Siden AC Milans historiske 4-0 sejr over FC Barcelona i 1994, har man hentet tre Champions League trofæer mens man i Europa League (tidl. Uefa Cup) havde sidste finaledeltager i 1999. For en af de mest ikoniske fodboldnationer er det langt fra tilfredsstillende.

En vigtig årsag har været dårlig økonomi. I 2016-udgaven af Deloittes ”Monye League” er der kun et italiensk hold i top 10 (Juventus) og yderligere tre hold i top 20 (AS Roma, Internazionale og AC Milan). Indtægter fra salg af TV-rettigheder er en væsentlig årsag, men de italienske klubber halter også voldsomt efter når det kommer til indtjening på kampdage, og her får de nedslidte og umoderne stadions skylden. Atletikbaner som i Rom, Verona og Napoli skaber for lang afstand mellems spillere og tilhængere. Manglen på moderne faciliteter som hoteller, supermarked og megastores er et andet problem. Læg dertil at klubberne betaler dyre lejeindtægter for de kommunalt ejede stadions – en konstruktion, der har gjort italiensk fodbold mindre attraktiv for udenlandske investorer, der leder efter klubber med selvejede faciliteter.

Roma vil true Juventus
En af de klubber, som er på udenlandske hænder er AS Roma, der er ejet af den amerikansk investeringsgruppe, NEEP Roma Holding. De har set, hvordan et nyt stadion har løftet Juventus, og vil nu gøre dem kunsten efter, med opførelsen af Stadio Della Roma, der får plads til 52.000 tilskuere og står færdigt i 2018. 

Udover Roma kan flere af de mindre Serie A klubber se frem til opgraderinger. I Bergamo er renoveringen af Stadio Atleti Azzurri D'italia påbegyndt, men foreløbigt er det kun den dyre langside, der er blevet udbygget og renoveret. I Udinese er man nået hele vejen rundt i forbindelse med moderniseringen af Stadio Friuli, der er blevet et velfungerende stadion takke være Pozzo-familiens mange millioner. Endelig har Sardiniens fodbold stolthed, Cagliari, fået tilladelse til at gå i gang med opførslen af et nyt stadion, der skal erstatte det faldefærdige Stadio Sant'Elia når klubben fylder 100 år i 2019. 

Og flere klubber drømmer om at følge efter. I Napoli, Fiorentina, Lazio, Sampdoria og AC Milan har man en erklæret hensigt om at bygge nye stadions, der skal øge indtægterne, få tilhængerne tilbage på tribunen og i sidste ende løfte italiensk fodbold ud af dyndet. Udfordringen er økonomien, der er voldsomt udfordret i hele det italienske samfund. Derfor vil man sikkert se flere udenlandske overtagelser i de kommende år som det er sket i AS Roma, Internazionale og senest i AC Milan.   

Atalanta BC havde håbet at gå i gang med bygningen af dette smukke stadion. Desværre må Bergamo-klubben  nøjes med at renovere Stadio Atleti Azzurri D'Italia. Photo:  ctrlmagazine

Atalanta BC havde håbet at gå i gang med bygningen af dette smukke stadion. Desværre må Bergamo-klubben  nøjes med at renovere Stadio Atleti Azzurri D'Italia. Photo: ctrlmagazine

Udinese er færdige med opbygningen af det nye Friuli stadion, der er ejet af familien Pozzo. Photo:  Matteo Favi / CC BY-SA 4.0

Udinese er færdige med opbygningen af det nye Friuli stadion, der er ejet af familien Pozzo. Photo: Matteo Favi/CC BY-SA 4.0

Cagliari er netop vendt hjem til Serie A, og Sardiniens fodboldstolthed har flere gode nyheder til deres fans. I forbindelse med klubbens 100 års jubilæum i 2019 flytter man ind på et nyt stadion. 

Cagliari er netop vendt hjem til Serie A, og Sardiniens fodboldstolthed har flere gode nyheder til deres fans. I forbindelse med klubbens 100 års jubilæum i 2019 flytter man ind på et nyt stadion. 

Zdenek Zeman: Mål og smøger by Dan Pedersen

Zdenek Zeman og Foggia præsident Pasquale Casillo var to storrygende legender fra italiensk fodbold i 90'erne. Photo Credit: Piero Vaglioni/ flickr /    CC BY-NC-ND 2.0

Zdenek Zeman og Foggia præsident Pasquale Casillo var to storrygende legender fra italiensk fodbold i 90'erne. Photo Credit: Piero Vaglioni/flickr/CC BY-NC-ND 2.0

Zdenek Zeman er en kultfigur i Italien, hvor hans karakter har inspireret sangeren Antonello Venditti og komikeren Antonio Albanesse, hvis figur ”Frengo” er en storrygende tv-kommentator, der holder med Foggia. 

Den tjekkiske træner, som emigrerede til Italien blev på mange måder modsætningen til italiensk fodbolds selvforståelse. Historien om Zdenek Zeman er fortællingen om et fodboldgeni, der fik sit gennembrud langt hjemmefra. Under Sovjetunionens indmarch i Prag var Zeman i Italien for at besøge sin onkel Cestmir Vycpalek, der spillede for Juventus. På grund af urolighederne i hjemlandet blev Zeman i Italien og den beslutning skulle få afgørende betydning, da han rejste med onklen fra Juventus til Palermo, hvor han fik mulighed for at forfølge en karriere indenfor sportens verden. Hjemme i Tjekkoslovakiet havde Zeman studeret idræt og haft interesse for volleyball og håndbold, som han selv dyrkede. I Italien var fodbolden ikke til at komme udenom, og med onklens hjælp blev han tilknyttet et talentakademi i Palermo.

-Vi havde ingenting. Ingen bane, ingen bolde, intet tøj…Ikke desto mindre arbejdede vi hårdt. På 9 år udviklede vi tres spillere, der fik professionelle kontrakter, tres, Zdenek Zeman.

I 1979 fik Zeman sin trænerlicens sammen med AC Milan ikonet, Arrigo Saachi. Det var nu tid til at tage det første skridt og blive cheftræner for sicilianske, Licata, der netop var rykket op i de professionelle række. Zeman fik stor succes og anerkendelse for at tage upåagtede Licata fra Serie C til Serie B. Det offensive 4-3-3 system med en dybdeliggende playmaker og tre rigtige angribere på toppen var en mindre revolution i Italien, men taktikken virkede i catenaccios hjemland.

En gylden årgang i Foggia  
I 1986 valgte klubpræsidenten i Foggia, Pasquale Casillo, at ansætte Zeman, men den temperamentsfulde præsident mistede hurtigt tålmodigheden, for så at hente ham tilbage til Foggia nogle år senere efter succesfulde ophold i Parma og Messina. I anden forsøg fik Zeman sit gennembrud i det, som blev starten på en historisk storhedstid i Foggia. Den syditalienske klub overraskede alt og alle med senere stjernespillere som Guiseppe Signori, Luigi Di Baggio, Jose Chamot og Dan Petrescu. I Foggia blev den storrygende Zeman en kultfigur.  4-3-3 taktikken, hvor spil på offside, zoneopdækning og højt pres på modstandernes banehalvdel var vigtige kendetegn, overvandt selv den mest skeptiske tifosi. I 1991/92 sæsonen, hvor holdet blev kaldt, Foggia dei Miracoli, scorede holdet 58 mål og lod det samme antal gå ind i eget net. En sådan målstatistik i serie A medførte stor bevågenhed, og Zemans spillestil fik endda sit eget kælenavn – Zemanlandia.

Zeman indtager Rom
Zeman’s bemærkelsesværdige resultater blev fulgt fra hovedstaden, hvor Lazio stod klar med et attraktivt tilbud inden sæsonen 1994/95. Her blev Zeman genforenet med Guiseppe Signori, der nu var blevet en af Serie A’s mest frygtede angribere. Et stjernebesat Lazio hold fik en godkendte placeringer som nr. to og tre under Zeman, men det var ikke nok for Lazio ejer, Sergio Cragnotti, der fyrede tjekken. Et træk som skabte stor utilfredshed blandt Lazio’s tilhængere.

-De siger at mine hold ikke kan forsvare. Det er ikke sandt. I Lazio havde vi en sæson, hvor vi var det hold, som tillod færrest mål imod os. Men det er sandt at jeg fortrækker spillere, som vil angribe frem for at forsvare. Jeg opfordrer mine spillere til at angribe, fordi det er positivt og vanskeligere end at forsvare og destruere modstandernes spil, Zdenek Zeman. 

Lokalrivalerne fra AS Roma greb straks chancen for at tilknytte Zeman, der med en fjerde og femte plads fik pæne resultater. Men i sidste ende var ambitionerne større og Zeman måtte vige pladsen til fordel for Fabio Capello, der efterfølgende vandt mesterskabet mens Zemans offensive spillestil blev udstillet som en fiasko i klubber som Fenerbahce og Napoli. Tiltroen til Zeman var forsvundet og kulttræneren måtte tage til takke med ophold i mindre italienske klubber som Salernitana,  Avellino og Lecce.

Comeback til Zemanlandia
Bedst som Zemanlandia så ud til at være fortid lykkedes det at overgå alle forventninger og genfinde euforien fra halvfemserne. Med Lecce endte Zeman således på en tiende plads i sin første sæson, hvor Valeri Bojinov og Mirko Vucinic og resten af Lecce truppen scorede næstflest mål efter Juventus (68). I den anden lod man tilsvarende 73 mål gå imod sig. De flotte resultater varede dog ikke ved og Zeman blev fyret. Herefter fulgte en tid i Røde Stjerne Beograd inden nye flotte resultater ventede med upåagtede Pescara. Med en række unge supertalenter som Ciro Immobile, Lorenzo Insigne og Marco Verratti leverede Zeman en ny mirakelsæson. Med en målscore på 90-55 sendte Zeman Pescara tilbage i Serie A for første gang i tyve år. De mange talentfulde spillere, som havde spillet holdet op i den bedste række blev straks hentet hjem til de klubber, de var udlejet fra, eller hentet til større klubber, som det var tilfældet med Marco Verratti, der skiftede til Paris St Germain. 

AS Roma var klar til at hente Zeman tilbage og erklærede, at man havde til hensigt at give den offensive strateg lang snor, for at opnå en offensiv og attraktiv spillestil. I februar 2013, otte måneder efter ansættelsen, blev Zeman fyret, da holdet ikke havde leveret tilstrækkelig gode resultater.

Kilder:
Talking about football; Zdeněk Zeman: anarchic, chain-smoking and something entirely different.The Boar; Cult heroes: Zdenek Zeman af Viral Shah

Hvem er Francesco Totti? by Dan Pedersen

Han er et ikon for Rom og hele Italien. Francesco Totti giver lidt af sig selv i en video produceret af AS Roma.

“Do you want to know what i’m thinking. Who I really am? I can’t give that to you” 

Se Francesco Totti i en video til ære for den store gladiator. Referencen til det gamle Rom sidder lige i skabet og det samme gør Totti´s ydmyghed overfor sin egen rolle som klubmanden, der har viet hele sit liv til Rom og AS Roma.

De blodrøde helte fra Torino by Dan Pedersen

Torino FC har en tumultarisk historie, der har budt på flere tragedier uden for banen. Photo credit: Luca Moglia/ Flickr /     CC BY-NC-ND 2.0

Torino FC har en tumultarisk historie, der har budt på flere tragedier uden for banen. Photo credit: Luca Moglia/FlickrCC BY-NC-ND 2.0

Torino FC er en klub med en dramatiske historie. Først omkom "Il Grande Torino" i en FLYulykke og efterfølgende blev klubbens nye ikon dræbt i en traffikulykke. Her får du historien om den forfulgte klub.

Hovedstaden i Piemonte er industribyen Torino, der er hjemby for Italiens bilproduktion. I regionen høstes også druerne til de berømte Barolo og Barbaresco vine, mens man på fodboldbanen kan glæde sig over at have to af italiens mest vindende fodboldklubber. Hele 36 gange er det italienske mesterskab, Lo Scudetto, endt i byen ved floden Po. Juventus er med 29 mesterskaber den mest vindende klub i byen, mens Torino må nøjes med 7 titler.

Il Grande Torino
Selvom det kun er blevet til 7 titler mod 29 er fortællingen om Torino mindst lige så fascinerende og dramatisk som historien om “den gamle dame”. Juventus blev under Fiat koncernen og Agnelli familiens ledelse til hele Italiens arbejderklub mens Il Toro forblev den lokale klub.

Torino, der blev grundlagt i 1906 vandt sit første mesterskab i 1928, men det er efterkrigstidens Torino hold som alle refererer til som Il Grande Torino. Et hold, der den dag i dag betragtes som det bedste italienske klubhold nogensinde. Fra 1943 og frem til 1949 vandt Torino fem mesterskaber, og var på alle måder uovervindelige. De to trænere, rumænske Egri Erbstein og englænderen Leslie Levesley, havde forud for deres tid, implementeret et moderne 4-4-2 system, som voldte modstanderne store problemer. Sammenholdt med individuelle kvaliteter fra spillere som Guglielmo Gabetto, Franco Ossola, Eusebio Castigliano og superstjernen Valentino Mazzola var Torino det ubestridt bedste hold i Italien – og måske i hele Europa.Holdet fik opbygget en rekordliste, som ingen har formået at true sidenhen. Et håndgribeligt eksempel på dominansen er, at klubben gik fire sæsoner i træk uden hjemmenederlag. Faktisk var spillernes niveau så højt, at det italienske landshold mere end lænede sig op af klubbens dispositioner og spillere. Således var 10 ud af 11 startende landsholdsspillere fra Torino, da Italien slog Ungarn 3-2 i en venskabskamp tilbage i maj 1947. Den eneste undtagelse var på målmandsposten, hvor Valerio Bacigalupo måtte tage plads på bænken.

Flystyrt på Superga
I 1949 manglede Torino blot fire kampe inden man kunne lade sig kåre som italiensk mester for femte gang i træk. Men efter en træningskamp mod Benfica i Lissabon ramte en ulykke klubben. Om eftermiddagen den 4.maj 1949 forulykkede spillertruppen i en flyulykke, hvor alle 31 passagere ombord omkom. Flyet – et Fiat G-212 – havde kurs mod Torino, men i tordenvejr og tæt tåge ramte man basilika kirken på den 672 meter høje bakketop Superga, der ligger i udkanten af byen. I de efterfølgende dage valfartede op mod en halv million italienere til Superga for at mindes de omkomne spillere, trænere og hjælpere. En tragedie havde ramt italiensk fodbold og den kastede en lang skygge over klubben. Den senere anfører Renato Zaccarelli husker klart, hvor mærket klubben var mange år senere:

“Da jeg statede på ungdomsholdet trænede vi på stadion. Vi hørte ofte historier om det store holds fald i 1949. Det var 14 eller 15 år efter ulykken, men minderne stod meget klart. Holdlederen kunne fortælle os historier om Bacigalupo og Mazzola, og vi blev på den måde holdt fast i historien om “Il Grande Torino”. Man mærkede det til træning, i omklædningsrummet og når man gik gennem spillertunnelen og trænede på den bane, de plejede at spille på.” (www.bleacherreport.com)

Lokalrivalerne fra Juventus overtog stille og roligt Torino´s position som Italiens bedste mandskab. De zebrastribede Juventus spillere hentede titlen ni gange før det lykkedes for Torino at generobre La Scudeto i 1976.

Stjernespiller dør i trafikulykke
I 1943 - det år, hvor Torino vandt det første af sine mange mesterskaber var en ung stjerne blevet født. Luigi ”Gigi” Meroni kom til verdenen i Como i det nordlige Italien og den lille vævre wing, der målte 170 cm skulle efter et par sæsoner i hjembyen og Genoa ende i Torino. Her blev han straks en kultfigur, hvis persondyrkelse mindede om britternes forhold til George Best. Han var charmerende og enhver piges drøm i 60ernes Italien, hvor han prydede væggen på teenageværelserne, hvor man fulgte dribleren, modeikonet og kunstmaleren af den ene eller den anden grund. Under VM i 1966 blev Meronis look (det lange hår) dog for meget for den italienske landstræner, Edmondo Fabbri, der udelukkede Meroni fra den afgørende gruppekamp mod Nordkorea. Den beslutning blev kostbar, da Nordkorea leverede en af VM historiens største overraskelse og slog Italien ud med en 1-0 sejr. Hjemme i Italien gik tiden i stå, og Fabbri fyret mens Meroni blev yderligere ophøjet.

I den følgende sæson løftede Meroni sit spil til nye højder. Torino var med i kampen om det italienske mesterskab, da endnu en tragedie ramte som lyn fra en klar himmel. Sammen med holdkammeraten, Fabrizio Poletti, var Meroni på restaurant, for at fejre en 4-2 sejr over Sampdoria. Efter middagen, da Meroni og Poletti gik over vejen for at ringe fra en telefonboks, bliver de ramt af en bil. Holdkammeraten, Luigi Vieri, der boede i gaden havde hørt uheldet og kom løbende til stedet som den første, uden anelse om, at hans holdkammerater var impliceret i ulykken. Gigi Meroni døede 24 år gammel mens holdkammeraten, Fabrizio Poletti, overlevede. Torino fans havde mistet deres nye helt og håb. Mange år senere skulle tragedien få endnu et bizart twist. Drabsmanden – den store Torino fan, Attillo Romero, som havde haft et foto af Luigi Meroni på instrumentbrættet i sin Fiat 124 coupe, endte som præsident for Torino fra 2000 til 2005.

Kilder:
Calcio, John Foot (2006)
www.backpagefootball.com, The tragic story of Gigi Meroni
http://www.thegentlemanultra.com/features/gigi-meroni-la-farfalla-granata

Fiorentina nyder høj boldbesiddelse by Dan Pedersen

Fiorentina er i gang med sin bedste sæson i mange år. Fans drømmer om det første mesterskab siden 1969. Photo Credit: Avi Tattenbaum/Flickr/CC BY-NC 2.0

ITALIENS BARCELONA. PAULO SOUSA HAR GJORT FIORENTINA TIL ET BOLDBESIDDENDE MANDSKAB, SOM KAN KÆMPE MED OM LO SCUDEtTO.

I sommers gik Fiorentina og træner Vincenzo Montella fra hinanden. Klubejer Diego Delle Valle fik nok af Montellas lønkrav og så var vejen banet for ansættelsen af portugisiske Paolo Sousa, der forlod italien som aktiv i 2000. I Fiorentina har Sousa slået til med det samme og iagttagere af Serie A er fulde af lovord om den 45-årige Sousa, der kom som mestertræner fra schweiziske FC Basel. Viola er i denne sæson blevet et af Italiens mest seværdige klubber med en angrebsivrig og boldbesiddende tilgang. Med en boldbesiddelse på 60% og en succesrate på 87% er Fiorentina i nærheden af mægtige Barcelona, når det handler om at holde fast i bolden - og læg dertil at holdet har scoret flere mål end nogen andre hold i Serie A i denne sæson (33).

Offensivt forsvarsspil
Nøglen til den store succes skal findes i opsætningen af holdet, der spiller ud fra 3-4-2-1 opstilling med de to argentinske midtstoppere Gonzalo Rodriguez og Facundo Roncaglia samt Davide Astori i et tremandsforsvar. Gonzalo er styrmanden og anføren, men sæsonens positive overraskelser har været den udskældte Astori, der er hentet på en lejeaftale i AS Roma, hvor han skuffede. Den vestrefodede forsvarspiller har skabt en god balance i opspillet, hvor man nu har tre dygtige boldspillere i den bagerste kæde som alle er i stand til at gå med helt frem og spille på den sidste tredjedel af modstanderens bane. Foran dem har den tidligere HSV-spiller Milan Badelj og Mathias Vecino været en solid enhed på midtbanen, hvor de begge har en succesrate på 89% på deres afleveringer. 

Som wingback har den unge italiener Federico Bernardeschi været sæsonens store åbenbaringer. Med trøje nummer 10 på ryggen har der været pres på 21-årige Bernardeschi, som skal leve op til Viola-ikoner som Roberto Baggio og Rui Costa. Talentet var da også udset til at spille rollen som wing eller klassisk playmaker, men under Paulo Sousa har han fået sit gennembrud som en offensiv wingback. I modsatte side har den tidligere Dortmund spiller Jakub Błaszczykowski kæmpet for sin plads mod Marco Alonso. Den duel er Alonso kommet bedst ud ved at bidrage med både mål og assists.  

Valero går forrest
Holdets offensiv omdrejningspunkt er Alonsos landsmand, Borje Valero. Den rutinerede spilfordeler er igang med sin fjerde sæson i Italien, og det ser ud til, at den bliver hans hidtil bedste. En stor arbejdsindsats, assists, mål og en præcision i afleveringerne på 90% har gjort Valero til den nøglespiller, som kan hjælpe holdet i modgang. Han udstråler en vilje og lyst til at styre spillet, som kan blive guld værd for renæssancebyen, der higer efter Lo Scudeto som senest blev vundet i 1969. Som sin dygtige sidemand har Valero den slovenske frisparksspecialist Josip Ilicic. Den enlige plads som forreste angriber har kroatiske Nikola Kalinic taget sig af. Med 10 scoringer har han været en ubetinget succes siden sit sommerskifte fra ukrainske Dnipro.

Med en stærk bænk med spillere som Tomovic til forsvaret, chileneren Mathias Fernandez til midtbanen samt talenterne Ante Rebic og Khouma Babacar til offensiven er Fiorentina dækket godt ind mod skader. Derudover sidder den tidligere stjerne Guiseppe Rossi på bænken efter sit langvarige skadesforløb. I topform kan han blive en afgørende forstærkning om end rygterne vil vide at Fiorentina vil udleje angriberen, som har været igennem flere operationer i de senere år.  

Jokerrolle
Den største udfordring for Fiorentina kan blive den manglende erfaring når det virkelig spidser til i Serie A, der har mange bejlere i mesterskabskampen. Omvendt er Fiorentina det bedst spillende hold i Serie A sammen med Napoli og Juventus, men om det er nok til at holde sig fremme over en hel sæson er tvivlsomt - dertil virker holdet for uerfarent. Mindre kan nok også gøre det for Firenze-klubben, der kan indtage en jokerrolle, hvor alt presset er på Napoli, Juventus, Roma og Inter. Fra den position kan de spille frit og først og fremmest kæmpe for deltagelse i næste års Champions League, hvor man sidst var med i 2010.