Rundfart i Ruhrpotten

St Pauli fans gør klar til at blive eskorteret fra Gelsenkirchen efter opgøret mod Schalke 04. Foto: Dan Pedersen

St Pauli fans gør klar til at blive eskorteret fra Gelsenkirchen efter opgøret mod Schalke 04. Foto: Dan Pedersen

I Ruhr-distriktet ligger tyskernes svar på et fodboldmekka, der som oftest ikke får samme opmærksomhed udenfor Tyskland, som andre europæiske metropoler. Her er der ellers fyldte stadions, dedikerede fans og historiske storklubber. 

Det er fredag aften, da vi ankommer til Køln i Nordrhein Westfalen. Vi er et lille forventningsfuldt rejsehold, der stiger direkte ind i en taxa med retning mod Veltins Arena i Gelsenkirchen. Her er mere end 60.000 fodboldfans på plads, da opgøret mellem Schalke 04 og St. Pauli fløjtes i gang denne fredag aften. Kampen er starten på en fodboldrejse i det tyske Ruhr-distrikt, hvor legendariske klubber ligger side om side på landkortet.
Koncentrationen af byer opdager man straks, når man kører ind på den tyske Autobahn og ser vejskiltene, der fungerer som pejlemærker for velkendte fodbolddestinationer som Køln, Leverkusen, Dortmund, Gelsenkirchen og Mönchengladbach.

Inde i Veltins Arena står vi på udebaneafsnittet sammen med tusindvis af St. Pauli fans og varmer op til kampen. Hjemmeholdet, med den russiske energikoncern Gazprom i ryggen, har hentet stjernespillere som Raul, Klaas Jan Huntelaar og Jurado til Gelsenkirchen. Millioninvesteringerne har imidlertid haft svært ved at leve op til forventningerne i denne sæson – et faktum, der passer de anti-kapitalistiske St. Pauli fans glimrende. De holder humøret højt til trods for en tidlig scoring af Raul. Uden de store stjernespillere kommer holdet fra Reeperbahn også frem til flere gode chancer i 1.halvleg, men efter pausen er det slut. De russiske millioner viser deres værdi og Schalke 04 vinder opgøret med 3-0. Da vi sammen med St. Pauli fansene politieskortes mod banegården falder vi i snak Rolf, der er Gladbach-fan, men som til dagens kamp er kommet for at støtte op om St. Pauli. Han beskriver den særlige

Ruhr mentalitet
-I en klub som Schalke 04 handler det om at ”bite the dust” (bide i støvet) som man siger hernede. De spillere, der bliver legender er dem, som arbejder hårdt for holdet under kampene. Dem, der viser den rette indstilling og er villige til at falde om på banen, hvis det er det der kræves. Det kan godt ske, at en spiller, som Raul bliver beundret, men skal han blive en legende, kræver det mere end et stort fodboldtalent. Før i tiden, da folk i Ruhr arbejdede i kulminerne, var deres arbejde det vigtigste overhovedet. Uden arbejde – ingen indtægt og dermed ingen mad til deres familie. Det næstvigtigste var deres ”Kumpels” (kollegaer). Man gik ned i kulminerne med livet som indsats, og derfor var det så livsnødvendigt, at man havde sine ”Kumpels”, som man kunne stole på. Det er det fodboldtilskuerne i Ruhr vil se fra de moderne fodboldspillere. De vil se dem kæmpe og sætte en ære i at arbejde for holdet, siger Rolf, der følger med os over i Ruhr-Expressen, der forbinder de mange storbyer i området. Her fester fans af både Schalke 04 og St. Pauli side om side ind i lørdagen:

-Jeg bor i Wuppertal (midt i Ruhr). Fra mit hus er der fem Bundesligaklubber indenfor en afstand af 60 km. Derudover er der mange hold i 2. og 3. bundesliga, samt mit lokale hold Wuppertal SV. Så der er masser af muligheder for at se fodboldkampe i weekenderne”, siger Rolf og griner højlydt inden han fortæller os, at han om lørdagen skal til Borrusia Park for at se sin favoritklub Borussia Mönchengladbach imod Bayern München. Sådan går weekenderne med masser af fodbold, siger Rolf mens han fortæller videre om et berømt mål som Ernst Kuzorra scorede for Schalke 04 tilbage i 1934. Historien går på at spilleren, der døjede med smerter fra en slem rygskade, scorede det afgørende mål i slutspilskampen om mesterskabet mod Nürnberg, for så at falde bevidstløs om på banen. Et fint billede på myten om den hårdføre Schalke spiller, der repræsenterer arbejderkulturen.

Vil gerne identificeres med fodbold
Lørdag formiddag vågner vi op i Duisburg, en klassisk Ruhr by med snorlige alléer med elmetræer og gullige 4 etagers betonboligblokke, så langt øjet rækker. Med andre ord er byen ikke charmerende i klassisk forstand, men til gengæld så meget desto mere ægte Ruhr – her buldrer store moderne kraftværker side om side med de gamle industribygninger, der i forbindelse med Ruhr regionens status som kulturby 2010, er blevet hippe som aldrig før. Vi er blevet indlogeret på et Gasthof i udkanten af byen. Her ventede værten os natten før med en stor pose øl da vi ankom – måske en fast procedure på disse kanter, hvor de fleste overnattende er gæstearbejdere fra Østeuropa.

Vi skal se det lokale hold, MSV Duisburg, der har hjemmebane i bydelen Meiderich. Et særtog bringer os til Grünewald station ved middagstid, hvor vi straks bliver ramt af fodboldfeberen. Vi har billetter til terrasserne bag det ene mål, hvor de lokale fans er mødt talstærkt frem for at støtte hjemmeholdet. Fantribunen er godt fyldt, og stemningen er god – Imponerende god! Slagsangene bølger frem og tilbage, styret af hjemmeholdets Capo, der står i en dertil indrettet metalboks og leder slagets gang. Selve kampen bliver en fight. Vi er rykket ned i 2. Bundesliga og det kan man straks se på spillet, der er mindre poleret, men til gengæld emmer af vilje og dedikation. Den 2 meter høje østrigske landsholdsspiller Stefan Maierhofer volder udeholdet problemer sammen med kroaten Goran Sukalo. De to spillere kan Greuther Fürth ikke holder fra chancer og sidstnævnte bliver dagens helt med to hovedstødsscoringer. Sejren skaber begejstring i timerne efter kampen, hvor mange fans mødes på de lokale ”Bierkneiper” for at følge naboerne fra Gladbach i traditionskampen mod Bayern München.
På baren ”Jeder Mann” møder vi manden som de andre kalder Horst Hrubesch, på grund af hans slående lighed med den gamle HSV bomber fra 80erne. Han har sin egen forklaring på hvorfor Bundesligaen er den liga i Europa med størst tilskueropbakning:

-Der er flere grunde. En af dem er infrastrukturen. Det er nemt at komme rundt og se de forskellige hold, hvad enten man benytter Autobahn eller tog kan man komme til både hjemme- og udebanekampe. En anden grund er, at fodbolden fylder meget – specielt i det her område. Duisburg er en arbejderby, hvor man ikke går i operaen eller lytter til symfoniorkester. Folk synes, at Lady Gaga er ”State of the art”, så hvad skal de med klassisk musik? Derudover er fodbold en ting, vi gerne vil identificeres med her i Ruhr. Vi er fodboldgale, men på en god måde, for der er en sund rivalisering mellem klubberne. Jeg selv er Dortmund fan, men ofte ser jeg også andre hold, fordi oplevelsen er en anden. I Dortmund er man meget langt fra banen og spillerne. I Duisburg er det anderledes. Her er man tæt på holdet og stemninger er ofte bedre, siger Hrubesch klonen med et smil.

Fabriksholdet I udkanten af Ruhr
Om søndagen gælder det Bayer Leverkusen mod Kaiserslautern på Bay Arena. Vi rejser videre med Ruhr-Expressen til stationen, Leverkusen Mitte, hvorfra vi kan se stadion, der ligger fem minutters gang herfra. Vejen derned går gennem en park, hvor et af Bayer Leverkusens ungdomshold spiller kamp. Forude kan vi i tusmørket se det nyrenoverede stadion, Bay Arena, og de omkringliggende træningsfaciliteter, der skaber ideelle forhold for både fans og spillere. Inde i arenaen er effektiviteten i højsædet, når de mange mennesker skal have pølser, popcorn, pommes fritter og øl med sig til kampen. På lægterne er vi omgivet af mange familier og generelt synes publikum at være mere velhavende end i de to andre Ruhr klubber. Bayer Leverkusen kaldes godt nok for ”Werkself” (fabriksholdet), på grund af de tætte relationer til medicinalfirmaet Bayer, hvis arbejdere grundlagde klubben. Men den traditionelle arbejderkultur synes ikke længere at præge fansene, der virker mere afdæmpede end i Gelsenkirchen og Duisburg.

I dagens start formation er to af klubbens egne talenter med fra start, landsholdsmålmanden Rene Adler og forsvarsspilleren Stefan Reinartz. Længere fremme på banen er anføreren Simon Rolfes tilbage efter en langvarig skadespause. Han er placeret på den defensive midtbane bag ved udenlandske stjerner som chilenske Arturo Vidal, brasilianske Renato Augusto og schweiziske Tranquillo Barnetta. Det tegner fra kampens start til at blive en lovende kamp, hvor Bayers fodboldmaskine kan få lov til at folde sig ud. Hjemmeholdet sender angrebsbølger ned mod Kaiserslautern målet, der bombarderes med et af klubbens varemærker – langskud udefra. Fra langsiden af stadion sidder vi og iagttager det hjørne, hvor de kampråbende Kaiserslautern fans fører an, mens vi spiser turens sidste stadionpølse. Snart får udeholdets fans endnu mere grund til at larme, da de overraskende bringer sig foran. Men det er kun en kortvarig glæde. Bayer Leverkusen kommer tilbage og får scoret til 2-1 i starten af 2.halvleg. Det er stillingen indtil et magisk øjeblik løfter stemningen.

I det 84.minut header Alexander Bugera bolden ud af eget straffesparksfelt, hvor den unge komet Sidney Sam står klar. Han har bragt sig selv i en position, der gør at han kan helflugte bolden for fuld kraft henover et fremstormende Kaiserslautern forsvar og målmand Thomas Sippel. Scoringen bringer referencer til det mål Zinedine Zidane scorede mod netop Bayer Leverkusen i Champions League finalen i 2002 – bare endnu mere spektakulært. På lægterne jubler hjemmeholdets fan i ekstase mens Sidney Sam tager sig selv til hovedet af forbløffelse. ”Ein Traum Tor”.

 


Tekst: Dan Pedersen
Foto: Dan Pedersen